Hvad det vil sige, at "gå ud i verden og gøre alle mennesker til Kristi disciple"
1495. Den sande "Kristi discipel" eller den virkelige humanist skal altså først og fremmest gå ud til alle de mennesker, der endnu ikke er blevet en "Kristi discipel", hvilket vil sige: ud til alle de væsener, der søger efter sandheden eller længes efter fuldkommenheden.Og her skal han "døbe i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn", hvilket igen er det samme, som at han skal leve livet fuldstændigt i kontakt med de kosmiske analyser i "Livets Bog", der igen er det samme som "næstekærligheden" eller dette, at "elske sin næste som sig selv".Her må han gøre sig fri af den overtro, der går ud på, at dette, at "døbe" i nævnte treenigheds navn, kun er en formular, han skal fremsige sammen med en eller anden form for et vandbad, han skal påføre dåbsaspiranten.Tro ikke at denne ceremoni pludseligt kan forvandle noget væsen fra at være en "skurk" til en "helgen", selv om også den måske i nogen grad og under særlige omstændigheder kan være medvirkende til at "omvende" et menneske, så det får lyst eller inspiration til at leve et fuldkomnere liv end hidtil.Tror man ikke, at væsenet efter en sådan "dåb" stadigt er i den samme situation som selve Paulus der, hvor han siger om sig selv: "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg", rent bortset fra, at Paulus ovenikøbet havde gennemgået - ikke en "vanddåb", - men en "ilddåb".Var det ikke netop en sådan, han oplevede på vejen til Damaskus? -Og tror man ikke, denne "ilddåb" var en eller anden begyndelsesgrad af "den store fødsel"? -Når ikke engang denne direkte "dåb" med "den hellige ånd" kunne gøre Paulus til et fuldkomment eller færdigt menneske, hvordan tror man så, at et slet og ret "vandbad" eller nogle vandstænk skulle kunne gøre det af med primitiviteten og ufuldkommenheden i individets mentalitet og pludseligt, mirakuløst lade en englelig højintellektualitet og næstekærlighed være det altbestemmende i samme mentalitets funktioner eller udfoldelse? -Nej, dette at "døbe i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn" er ikke en manifestation, der er så let og ligetil som denne, blot at give sin næste nogle vandstænk til en religiøs formular.Hvis det var så let at gøre et væsen til en "Kristi discipel", ville alverdens mennesker forlængst have nået fuldkommenheden, og "himmeriges rige" være blevet en almen kendsgerning overalt på de jordiske kontinenter og have.Nej, alle de forskellige autoriserede former for dåb kan aldrig i noget som helst tilfælde være eller blive andet end et symbolsk udtryk for den virkelige realistiske i treenighedens navn fremtrædende "dåb", der udelukkende kun kan være manifestationen eller åbenbaringen af det absolut fuldkomne liv i den totale næstekærligheds væremåde.At "døbe" er, kosmisk set, udelukkende det samme som "at manifestere".Og dette "at manifestere" kan jo kun udløses på to måder, nemlig, en fuldkommen måde, hvorved der opstår harmoni, lykke og glæde ved livet, og en ufuldkommen måde, ved hvilken der opstår disharmoni og dermed ulykke og smerte, sorg og lidelse.Hvis man udløser en fuldkommen manifestation, "døber" man altså med "harmoni", medens man, hvis man udløser en ufuldkommen manifestation, "døber" med "disharmoni". Men for at kunne udløse en fuldkommen manifestation eller "døbe" med "harmoni" må man kende livets struktur, der igen er det samme som at kende dets love og dermed årsagerne til dets fuldkommenhed.Men kender man først årsagerne eller betingelserne for at kunne skabe en fuldkommen manifestation, bliver det kun et tidsspørgsmål for individet at nå frem til selv at kunne manifestere denne fuldkommenhed, idet ethvert væsens normalitet påbyder det at stræbe efter at kunne overholde de betingelser, der er en garanti for dets livs højeste lykke eller glæde ved at være til.Men hvad er da "årsagen" til livets højeste fuldkommenhed? -Ja, her kommer vi jo ikke udenom det treenige princip: "Faderen", "Sønnen" og "den hellige ånd", hvilke igen her i "Livets Bog" henholdsvis er betegnet som "X1", "X2" og "X3".Disse tre "X'er" er jo igen det samme som livets højeste struktur eller grundanalyse.At leve i forståelse med denne analyse er det samme som at vide, at man har et udødeligt jeg, der igen har skabeevne og organisme, og i kraft af hvilke det overlever alle foreteelser, oplever virkningerne af sine handlinger og dermed bliver et "billede" af selve universet, der også fremtræder med et udødeligt jeg med skabeevne (naturkræfterne) og organisme (verdensaltet).At leve i kontakt hermed vil for det levende væsen betyde, at det er klar over sin virkelige evige identitet og dermed sin overlevelse af sine handlingers virkninger og kan derved kun leve i absolut kontakt med den logik, på hvilken selve livets allerhøjeste form for lykke er baseret.Da denne logik, kosmisk set, er det samme som "alkærlighed", idet noget, der ikke er absolut logisk, må skabe tilsvarende disharmoni, og disharmoni igen aldrig kan være i "næste-" eller "alkærlighedens" favør, vil dette, at "døbe i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn", således i virkeligheden være det samme som at leve i praktiseringen af den totale eller fuldkomne "næstekærlighed".Kristi påbud til apostlene om at "døbe" i treenighedens navn var altså det samme som et påbud om, at de skulle manifestere den fuldkomne eller totale næstekærlighed og derved blive et lys for alle andre mennesker på det jordiske plan, så disse i kraft af dette også kunne finde vej til at blive "Kristi disciple", blive fuldkomne.Påbuddet var altså dette, med sin væremåde at lyse med den allerhøjeste visdom og ikke dette, at binde væsener i sekter eller diktatur.
Tilbage til forsiden
Forrige