Den virkelige seksualisme eller "højeste ild" og hermed det fuldkomne liv er ligeså skjult i hankøns- og hunkønsvæsenernes seksualisme, som det sande liv er skjult i et træ under dets bladløse vinterperiode
1567. Denne gradsforskel er ikke anderledes end den gradsforskel, der er mellem stammen i et træ og dets grene.Alle det levende væsens nydelser, dets evne til at fornemme behag og ubehag udgør kun et princip, en samlet organisation i form af "det seksuelle princip" eller "den højeste ild".Nævnte ild eller princip er at ligne ved et stort træ.Af dette træ udgør, for dyrenes vedkommende, parrings- eller ægteskabsdriften stammen, og alle de andre af de samme væseners fornemmelser af nydelse grenene.Men for dyrerigets vedkommende er dette træ underkastet dødens eller vinterens princip i spiralkredsløbet.Det er derfor ribbet for løv.De dyriske væsener er bladløse træer i kredsløbets store vinterzone.Dyrerigets individer i form af "hankøn" og "hunkøn" udgør en skov af bladløse træer.Det sande eller virkelige liv, "den højeste ild" eller den virkelige seksualisme er lige så skjult i disse væseners organisme og fremtræden, som det sande liv i et træ er skjult under dets bladløse vinterperiode."Den højeste ild", det seksuelle princips virkelige kulmination, er derimod at ligne ved det løvfyldte, blomstrende eller frugtbærende træ.Ligesom et træ om sommeren i sin løvkrone, sine blomster og frugter, farver og dufte svulmer af åbenbaret, synligt liv, således skal det levende væsen også fremtræde med en løvkrone af svulmende liv, i hvilken dets blomster og frugter, farver og duft i form af den højeste intellektualitet eller "kosmisk bevidsthed", dets viden og kunnen i form af "næstekærlighed", gør det til beboer af spiralkredsløbets sommerzone eller "himmeriges rige", gør det til et træ i en overdådig løvfuld skov af væsener i "Guds billede".