Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1574

1574. Men organforvandlingen fortsætter stadigt og betinger, at en hvilken som helst oplevelsesform afføder "mættelse" og længsel imod dens kontrast. Og denne længsel fører så igen det himmelske væsen nedad imod mørket, bort fra "paradisets have" til mættelsen af mørkets oplevelse, for derefter igennem længslen efter lyset atter at føre det imod den himmelske verden og således fortsættende. Det evige liv er altså et evigt fortsættende princip i form af en skiftende oplevelse af mentalt lys og mørke. Men er det ikke netop dette store generalprincip, vi ser gå igen i en mangfoldighed af variationer på det fysiske plan, ja, er ikke alle ting underkastet netop dette princip? - Kan vi overhovedet pege på noget som helst, der ikke befinder sig på et eller andet stadium i et kredsløb? - Er ikke stofferne eller materierne i en evigt skiftende rytme fra faste til flydende, til luftformige og derfra til stråleformige (åndelige) tilstande, og derfra igen til luftformige, flydende og faste tilstande. Der er således ingen ting, der i dag er, som det har været for millioner af år siden, ligesom tingene af i dag vil være ganske anderledes millioner af år fremme i tiden. Alt er således i bevægelse, er på vandring. Og denne vandring er altså rodfæstet i det førnævnte store kredsløbsprincip. Er det ikke netop derfor, det hedder: "Sålænge jorden står, skal sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke aflade"? - Hvad er dette andet end et fortsættende kredsløb? - Og er ikke reinkarnationen i princip netop det samme kredsløb? - Er livet ikke her ifølge kosmiske analyser en evigt skiftende oplevelse af fysisk og åndelig tilværelse? - Igennem det seksuelle princip eller "den højeste ild" opleves livet altså i form af kredsløb. Først opleves det store igennem indvikling og udvikling fremtrædende kredsløb (spiralkredsløbet). Dette kredsløb passerer individet så igen i form af de mange mindre kredsløb, vi kalder "jordliv" med tilhørende mellemliggende åndelige tilværelser. Dernæst fremtræder det daglige liv eller vore handlinger som et led i kredsløb, der udtrykkes som "skæbnen". Vor skæbne er således i virkeligheden kun kredsløbet for vore handlinger. Disses eftervirkninger er kun nye stadier for de af os igennem disse handlinger udløste energier. Men ligesom jordmenneskene ikke kender deres åndelige tilværelse mellem deres fysiske liv og derfor ikke ved, at de er udødelige, således kender de heller ikke disse deres handlingers kredsløbsbundne eftervirkninger og ved derfor ikke, at alt, hvad de overhovedet kan opleve, kun er eftervirkninger af deres jegs tidligere udløste energier, idet dette jeg er det eneste eksisterende "faste punkt", på hvilket dets egne udløste energiers kredsløb kan hvile. De ved således ikke, at de hver især er deres skæbnes eneste absolutte ophav.

Symbol 12

Livet og døden

Forrige

Næste