1586. Den ufarvede figur, der strækker sig fra salighedsriget frem over planteriget og dyrerigets trin og lige berører grænsen til det rigtige menneskerige, skal symbolisere den almene jordmenneskelige viden om selve spiralkredsløbet eller det virkelige evige livs struktur. Da de almene jordmennesker, som figuren udtrykker, kun kan se dette evige livs struktur i det lokale felt, der strækker sig fra den krystalliserede eller fortættede del af salighedsriget, der jo er det samme som det synlige mineralrige, og dernæst kun ser planteriget og dyreriget, i hvilket sidste rige de selv fremtræder som de ypperste "skabninger", tror de, at de udgør hele universets liv. Alle de øvrige naturkræfter og energicentre såsom kloderne, solene og mælkevejene er for dem således døde eller livløse, tilfældige kræfter. Men da disse kræfter netop repræsenterer evigheden, afslører nævnte verdensopfattelse eller erkendelse af liv jo det jordiske menneske som en "dødens" tilbeder. Hvad er erkendelsen af en energikombination eller et jordliv på halvfjerds til hundrede år i forhold til det øvrige verdensalt eller det energiocean, der udtrykker "evigheden"? - Må ikke et sådant jordliv forsvinde i seklernes endeløse ocean af årtusinder, årmillioner, årtrillioner og således fortsættende? - Hvad vil et menneskes skabepræstation i et sådant lille rum af tid på selv et hundrede år betyde? - Ja, selv om vedkommende har været konge eller har været valgt til præsident eller statsoverhoved adskillige gange, har skabt pyramider, slotte og templer, der har kunnet trodse årtusinders udfoldelse af tidens tand, vil disse præstationer da nogen sinde kunne gøre krav på andet og mere end at være et "støvfnug" overfor den udenfor fremtrædende evige skabelsesproces og dens ophav? - At tro at dette støvfnug er selve universets højeste eksisterende liv, højeste eksisterende bevidste erkendelses- eller oplevelsescenter, at tro den halvfjerds- til hundredårige realitet er livet, medens de billionårige udenforstående foreteelser er "døden", er jo udelukkende det samme som at tilbede eller dyrke "døden" i stedet for livet. Hvis et så lidet område af liv som jordmenneskehedens skal være universets højeste udtryk for tanke og viljeføring, må dette liv jo ved sin ufattelige lidenhed i forhold til det øvrige verdensalts uendelighed og evighed som et usynligt støvfnug, lig et "intet", svinde bort fra sanserne, efterladende verdensaltet som en livløs kolos, et vissent blad kastet hid og did af efterårsstormenes tilfældighed. I sandhed, en håbløs opfattelse af det evige liv i hvilket "vi leve, røres og ere", men en værdig kontrast eller baggrund til samme liv i form af "kosmisk bevidsthed", der lader "støvfnugget" opleve sig selv som evigheden, som uendeligheden, som lokaliteten eller timeligheden, som det skabte og dermed afslørende dødens identitet som en blot og bar "tænkt" eller "skabt" modsætning til jegets eller det levende væsens evige væren, en underordnet detalje i dets evige viljeføring, oplevelse og manifestation.