1588. Denne indre verden består altså udelukkende af individets erindringer fra hele dets passage i spiralkredsløbet, lige fra dets første gennemtrængen af mineralriget til dets kulmination i livets højeste oplevelse: den guddommelige verden.Dets indre verden består altså som nævnt udelukkende af kopierne fra hele denne passage.Det har her lejlighed til at være i en verden, hvor dets eget jeg er den eneste livgivende kraft i alle ting, det være sig både i denne indre verdens mineralske, vegetabilske og animalske foreteelser såvel som i dens stråleformige eller åndelige regioner og rørelser.Alle de her forekommende levende væsener, krystaller, planter, dyr og mennesker, ja hele denne indre verdens oceaner og kontinenter, højlande og lavlande, skove og sletter, dens årstider, vintre og somre, dage og nætter, dens jord og himmel, dens kloder, stjerner og solbyer etc. etc. lever og ånder, vandrer rundt i sine baner og kredsløb udelukkende med væsenets eget jeg som allerhøjeste livgivende ophav og fundament.Ethvert "salighedsrige" er det levende væsens absolutte egen verden.I den findes der ikke nogen som helst levende kraft uden i form af jegets i den ydre verden oplevede erfaringer, sorg og glæde såvel som ulykke og lykke omsat til strålende og altbetagende "guldkopier"."Salighedsriget" er en oplevelsesepoke i en "guldkopi" af hele det i spiralkredsløbet oplevede univers.Da det levende væsen som nævnt i dette "guldkopierede" univers eller verdensalt er den altbeherskende, livgivende faktor bag ved al tid og rum, bag al bevægelse, er det her i en situation, der er så lig Guddommens identitet i det ydre univers, at denne situation kun kan udtrykkes som "væsenet i Guds billede".I "salighedsriget" ser vi således den totale opfyldelse af Guddommens engang bebudede hensigt med "Adam" og "Eva", da han sagde: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse".Medens denne skabelse ganske vist i "den guddommelige verden" er bragt op til fuldkommenhed, og her giver væsenet den absolut totale oplevelse af suverænitet, vil suverænitetsoplevelsen i "salighedsriget" fornemmes i en endnu højere eller stærkere grad.Dette skyldes den omstændighed, at væsenets oplevelse i den ydre verden stadigt må være en reaktion af dets egne energiers møde med den ydre verdens energier, hvilket jo ikke er tilfældet i den indre verden eller "salighedsriget".Her er alle manifestationer og skabelser ikke en reaktion af et møde mellem den ydre og indre verdens materie, men kun en gentagelse af de engang i den ydre verden skabte eller oplevede foreteelser.Hvad væsenet eller individet aldrig har oplevet i den ydre verdens fem riger kan umuligt opleves i "salighedsriget".Alt, hvad der således her sker, er en vandring i "mindernes" verden.Men det er jo netop denne situation, der gør denne indre verden til en fantastisk trylleverden, til et eventyrenes eventyr.I stedet for, som i den ydre verden, hele tiden at skulle opleve livet som en reaktion af sine egne og fremmede kræfter, bliver oplevelsen i "salighedsriget" ikke blot en oplevelse af alle minder i et forherliget, overjordisk eller himmelsk skær, men af disse minder kan individet danne indre "nyskabelser" af en fantastisk ynde og salighedsgivende fornemmelse.