Stk.:  (1053-1590)      
      Avanceret søgning
   
Det levende væsens "tanke" må i henhold til livets love for "bevægelse" udvikle sig fra "ufuldkommenhed", fra "primitivitet" til "højintellektualitet"
1096. Inden vi nu går over til at påvise de enkelte særlige tankeformers retmæssige plads i kredsløbet og udtrykke dem som "fuldkomne" og "ufuldkomne", må vi gøre os urokkelig klart, ud fra hvilket fundament en "tanke" kan påvises at repræsentere den eller den grad af "ufuldkommenhed", hvilket vil sige: ufærdig eller uudviklet tilstand. Hvilken foreteelse kan da udgøre det fundament, hvorpå "tankens" kvalitet så afgjort og urokkeligt stadfæstes? - Ja, her gælder nøjagtigt den samme foreteelse som den, der bestemmer graden af et "levende væsens" udvikling. Vi ved jo forlængst, at udviklingen repræsenterer en skala af trin, der strækker sig fra "primitivitet" til "højintellektualitet". Denne foreteelse kan ikke rokkes. Der er jo ingen, der retmæssigt kan påstå, at "kulturmenneskets" mål og udvikling går i retning af at blive "naturmenneske". Er det ikke netop en urokkelig kendsgerning, at det er det omvendte, der er tilfældet? Er det ikke en ligeså urokkelig kendsgerning, at vore forfædre manglede alle de forskellige resultater af intelligensfunktion, som i dag har gjort jorden til en teknisk vidunderverden, i hvilken elementerne mere og mere beherskes og bringes til at arbejde for mennesket blot ved et tryk på knapper. Ja, er man ikke stærkt på vej til at lade disse knapper afløse af "fotoceller" eller lignende, hvormed man med den blotte skygge af eller udstrålinger fra sin hånd kan sætte mægtige kraftanlæg i funktion og derved sætte elementerne til at frembringe for sig den ønskede "skabelse"? Det er rigtigt, at den store begavelse ikke har forringet jordmenneskets dræbende udfoldelse, krigsmanifestation og egoistisk albuen sig frem over "næstens" død og lemlæstelse, men det forandrer jo ikke den kendsgerning, at selve den materielle begavelse og den heraf fremtrædende kunnen er af en gigantisk højde i forhold til, hvad vore forfædre har kunnet præstere med hensyn til deres forhold til elementerne eller naturkræfterne. At død og undergang, egoistisk albuen sig frem over "næstens" lig og ulykke er en tankeart, der i sin udvikling ikke er på højde med den tekniske tankeart og kunnen, men derimod er et stykke bag efter denne, er kun, hvad der bliver til selvfølgelig kendsgerning igennem de her påbegyndte analyser af det "levende væsens" tanke.
      Overalt følger naturens skabelsesprocesser en logisk rækkefølge. Jordens skabelse foregik f.eks. kun gradvis fra en ringere til en mere og mere fuldkommen tilstand, indtil den endelig blev tjenlig til beboelse for planter, dyr og mennesker. Fosteret i moders liv udvikler sig fra en mikroskopisk celle til en fuldkommen organisme for et "levende væsen", sommeren udvikler sig gradvis af foråret og efteråret af sommeren etc. Intet som helst, der er underkastet naturens store skabelsesproces, der jo må erkendes som den absolut fuldkomneste, der eksisterer, fremtræder kaotisk. Og intet af de nævnte tilfælde udvikler sig i omvendt orden, således at jorden bliver til en lysende tåge og forsvinder i verdensrummet, og det "levende væsens" organisme bliver til en mikroskopisk celle samtidigt med, at sommeren udvikler sig til forår i stedet for til efterår. Og i denne naturens særlige lov for bevægelse eller skabelse udgør selve det "levende væsens" "tanke" ingen undtagelse. "Tanken" begynder også i en temmelig primitiv tilstand for at udvikle sig videre og videre til en fuldstændig hundrede procents fuldkommenhed, hvilket vil sige: til den absolutte "genialitet".


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.