1103. Og det er muligt at ovennævnte ting er af en så mental fjernhed, at væsenet slet ikke når så langt frem til den i sit nuværende liv, at den for dets sanser kan blive tydelig nok til at kunne skelnes klart eller fuldkomment. Men selv om den ikke skelnes klart, er den jo alligevel, som nævnt, blevet til en "anelse". Men fornemmelsen af "anelse" er jo dog det samme som en vordende "tanke". "Anelse" er det samme som "tanken" i sin første tilblivelse eller udformning. "Anelsen" er "tanken" i "nebulosetilstand". Men, som før nævnt, kan det hænde, at den førnævnte ting, der reagerede for sanseevnen som "anelse", er af en så fjern mental afstand, at individet slet ikke i lige linje kan nærme sig den. Der forekommer en hel masse andre mentale ting, det først må passere. Disse andre ting kan undertiden fremtræde så dominerende og optagende væsenets hele tankekoncentration eller oplevelsesevne, at det i sådanne perioder slet ikke sanser den førnævnte ting. Denne er da helt ude af dets vågne dagsbevidsthed for så atter ved lejlighed at dukke op, når individet er nået frem bag de foreteelser, der midlertidigt skjulte eller dækkede den, så den ikke var synlig. Oplevelsesprincippet er således det samme som på det fysiske plan. Her kan man også fra et højdepunkt skimte foreteelser i periferiens yderste rand eller kreds. Men for at nå frem til disse, så man kan skelne dem tydeligere eller konkrete, skal man undertiden passere dybe dalsænkninger, hvor foreteelserne da er ude af syne, indtil man igen når op på tilstrækkelige højdepunkter. For hver gang foreteelserne således har været ude af sigte, er man altså kommet dem nærmere, hvilket igen vil sige, at de er blevet tydeligere. For hver gang man kommer op på et nyt højdepunkt, der ligger nærmere de nævnte foreteelser, bliver overblikket skarpere og mere og mere detaljeret, så vi tilsidst helt konkret eller absolut er i berøring med selve tingene. Afstanden, der hindrede den fulde sansning af tingene, er tilbagelagt. Og tingene er ikke mere kun "anelser", men fremtræder for os i hele sin absoluthed, er blevet til konkret viden eller "kendsgerning". Enten vi befinder os på fysisk eller mentalt område, er det således almengældende, at tingenes passage igennem vor sansning, fra de begynder som svage tågeagtige "anelser" i horisontens yderste rand, til de bliver absolut "kendsgerning" eller "viden", bliver afbrudt adskillige gange. Denne afbrydelse skyldes den omstændighed, at vor sanseevne har været koncentreret på andre ting. Andre oplevelser har været mere presserende og tvunget os til at beskæftige os med dem, inden vi nåede frem til detaljerne i "anelsesområdet". Vi måtte således nødvendigvis passere "dalsænkningerne" og derved midlertidigt tabe de fjerne synsmål af sigte for overhovedet at komme disse nærmere og derved få set dem på så nært hold, at vi kunne komme til den retmæssige erkendelse af disses virkelige eller absolutte analyse. Men i "dalsænkningerne" var der også detaljer, som vore sanser reagerede for og derved skabte "oplevelser" i vor bevidsthed, medens vi var på vej til den endelige eller fuldkomne oplevelse af de førnævnte fjernere mål for vor sansning.
      Dybere fysiske og åndelige oplevelser må således afbrydes adskillige gange, før de når at blive helt fuldkomne, hvilket vil sige: fra de kun er tågeagtige "anelser" til de bliver fast, konkret eller absolut "viden". Men derved bliver det med "oplevelsens" eller "tankens" udvikling det samme som med selve det "levende væsens" udvikling. Nævnte væsen må jo også på sin vandring fra at være et "anelsesvæsen" (plantevæsen) til det er et fuldkomment højintellektuelt væsen, hjemmehørende i "den guddommelige verden", opleve en serie af "afbrydelser". Det er disse "afbrydelser", der bringer væsenets udviklingsbane til at fremtræde med den skiftende natur, vi kalder "reinkarnationen" eller "genfødslen".
      Vi ser her, at væsenet i sin bane frem imod fuldkommenheden må gennemløbe mange forskellige stadier og være fuldt optaget af disse, skønt det dog stadigt for hvert stadium, det har passeret, er kommet udviklingsmålet i det fjerne nærmere, således at det ser dette tydeligere, kan bedre og bedre lokalisere det for tilsidst helt at være ved målet, hvor dette bliver til konkret "viden" eller absolut "kendsgerning" eller "virkelighed". Enhver af disse i denne store udviklingsbane forekommende "afbrydelser" udtrykker det jordiske menneske ved det illusoriske begreb "døden". Som vi her skal se i vor analyse af "tankens" udvikling, er begrebet "døden" endnu kun en såre primitivt udviklet "tanke". Nævnte begreb er endnu kun en "tanke" på nebulosestadiet i dens kredsløbsbane. Den er kun en "anelse" uden konkrete eller realistiske detaljer. "Dødens" analyse er endnu ikke blevet til dagsbevidst "kendsgerning" for almenheden. Nogle væsener mener, den er total udslettelse eller tilintetgørelse af det pågældende "levende væsen", medens andre tror, den er indgangen til et "evigt paradis" eller et "evigt helvede", medens atter andre begynder at "ane" det, den virkelig er, nemlig: en midlertidig afbrydelse af væsenets fysiske tilværelse. Fra analyserne i "Livets Bog" ved vi, at "døden" som nævnt, kun er en midlertidig afbrydelse af det fysiske liv til fordel for væsenets passage igennem en åndelig tilværelse, og at det for hvert sådant afbrudt fysisk liv, det oplever, kommer en højere og fuldkomnere "viden" eller bevidsthedstilstand nærmere og nærmere.
      Men hvad er en fuldkomnere bevidsthedstilstand andet end netop den af "nebulosetankerne" eller "anelserne" frembragte konkrete "viden" eller "virkelighed"? - Er sansningen ikke netop en stadig bevægen sig hen imod periferidetaljerne således, at disse kommer ind i selve perspektivets centrumsområde og der bliver fuldt realistiske eller til virkelige kendsgerninger, dominerende som fundament for en absolut fuldkommen viljeføring? - Men ligesom det "levende væsens" udvikling eller passage i spiralkredsløbet er en omskabelse fra "anelsesbevidsthed" (plantebevidsthed) til det rigtige eller absolut fuldkomne "menneske" eller til det endnu fuldkomnere væsen, der er hjemmehørende i den højeste sfære eller "den guddommelige verden", hvor den højeste kosmiske viden er dominerende, således er det også med tankeudviklingen i vort eget sanseområde. Denne foregår, som allerede nævnt, med midlertidige afbrydelser, gennemgår "døden" på sin bane i kredsløbet eller på sin vej fra "anelse" til "kendsgerning". Den er altså principmæssigt reinkarnationen eller genfødslen fuldstændig underkastet akkurat som det "levende væsen". Og med efterfølgende nærmere udredning af denne analyse kommer den udviklede forsker her til en meget stor guddommelig oplevelse af sit eget bevidsthedsterritorium og sin egen identitet.