Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1124

1124. At det "jordiske forældreprincip" kun kan repræsenteres gennem to væsener og ikke i ét således som det "overjordiske", forringer straks det "levende væsens" bevidsthedsmæssige kapacitet. Det kan f.eks. i denne tilstand umuligt opfylde loven for tilværelse, der kræver, at "man skal elske sin næste som sig selv". Idet den ene af de to poler kun forekommer i en latent form, bliver der en mangel eller et savn i selve bevidsthedsoplevelsen. Væsenet kan slet ikke elske sit "eget køn", hvilket altså vil sige: de væsener, der har samme pol i latent udfoldelse som det selv. Et sådant væsen kan nemlig ikke opfylde eller erstatte den mangel, hvilket igen vil sige "hunger", som den latente pol afstedkommer, idet dette væsen jo lider af den samme "hunger". Hvis væsenet har den maskuline pol i en udviklet aktivitet og den feminine i en latent tilstand, vil det føle trang eller hunger efter at erobre og besidde, lede og styre, beskytte og værne. Og man vil her forstå, at hvis et tilværelsesplan udelukkende kun var opfyldt med væsener af denne slags, ville der ikke være nogen som helst mulighed for tilfredsstillelse af denne trang, hunger eller sult. Der ville derimod være en urokkelig betingelse for at sætte væsenerne i en indbyrdes forfærdelig disharmoni, kamp og blodsudgydelse. Der ville ikke være noget som helst særligt lyspunkt i et sådant tilværelsesplan. For at få deres hunger tilfredsstillet, måtte væsenerne med magt erobre hinanden og påtvinge det erobrede væsen sin beskyttelse og diktatur, en beskyttelse og diktatur, som det erobrede væsen jo slet ikke på nogen som helst måde har ønsket, da det jo selv er fyldt med trangen til at beskytte, byde og befale.
Men nu er det imidlertid heldigvis ikke således. Livet frembringer ikke nogen som helst absolut længsel eller trang i væsenet, som det ikke samtidigt skaber mulighed for at tilfredsstille. Og det er denne tilfredsstillelse, der bliver mulig i kraft af den "modsatte pols" væsener, hvilket altså vil sige: væsener, i hvilke den "feminine pol" er i dominerende aktivitet. Sådanne væsener føler i deres kulmination lige akkurat en længsel, hunger eller trang, der er den fuldstændige modsætning til det "maskuline" væsens hunger. Det føler netop trang til at blive værnet eller beskyttet, det føler trang til at hengive sig til og lade sig dirigere af en overlegen magt. Vi ser således, at de "levende væsener" her udgør to arter, der hver især er formet således, at de fremtræder som den absolutte tilfredsstillelse på den modsatte arts begær, længsel og attrå. At disse væsensarter derved udelukkende er skabt for at begære hinanden bliver her selvfølgeligt. Og da de således betinger tilfredsstillelsen af hinandens højeste begær, er det ligeså selvfølgeligt, at de er skabt for at beundre og glæde hinanden.

Forrige

Næste