Livets Bog, bind 4
"Moderkærligheden" er selvisk og kan derfor ikke udgøre "absolut kærlighed" eller "kærlighed i renkultur"
1126. Den "ægteskabelige kærlighed" er altså kun en sympati, der skal udløse "besiddelse", og er således kun et middel, ved hvilket man tilegner sig en større eller mindre grad af sjælelig og legemlig "ejendomsret" over et andet væsen. Det er rigtigt, at der ud af denne "kærlighed" udvikler sig "forældrekærlighed" eller "moderkærlighed", der tilsyneladende er uselvisk. Men heller ikke denne form for "kærlighed" er i renkultur. Den er også i stor udstrækning selvisk. Den gælder nemlig ikke alle børn, men kun moderens eget barn. Dette barn fornemmes af hende som noget af hende selv, det er jo udgået af hendes eget kød og blod. Hun fornemmer beskyttelsestrang overfor dette barns organisme ligesåvel som for sin egen. "Moderkærligheden" er således kun en forlængelse af hendes egen selvopholdelsesdrift, hvilket jo bliver til åbenlys kendsgerning igennem den omstændighed, at den blotte "moderkærlighed" ikke på nogen som helst måde i påkommende situationer forhindrer moderen i at tage brødet fra fremmede børn for at give det til sine egne. En hundrede procents "moder" vil lade fremmede børn sulte, hvis det er nødvendigt, for hendes egne børns mættelse og velfærd. Der, hvor hun ikke gør det, men i ligeså stor grad har omsorg for fremmede børn og ligeså lidt kan nænne, at de skal vederfares noget ondt, som hun kan nænne, at hendes egne kommer noget til, er det slet ikke "moderkærligheden", der gør sig gældende, tværtimod, der er dens ophav jo en "degenereret moder", men et større menneske. En sådan "kærlighed" er nemlig en del af den store "næstekærlighed", der er "lovens fylde" og udgør fundamentet for det fuldkomne menneskes bevidsthed eller mentalitet.