Adoptivforældres kærlighed er af samme selviske natur som de ordinære forældres kærlighed. Familiekærlighed kan ikke opfylde loven for tilværelse
1127. Det må dog bemærkes, at den ovenfor omtalte uselviske kærlighed ikke må forveksles med den, der giver sig udslag i "adoption" der, hvor denne kun udgør en slags kunstig erstatning eller tilfredsstillelse for et ikke udlevet, naturligt medfødt begær efter at have børn, men som ikke på naturlig måde har kunnet tilfredsstilles.I en sådan situation er det stadigt den utilfredsstillede medfødte "modertrang" eller "fadertrang", der gør sig gældende hos "adoptivforældrene".Og man vil se, at forholdet mellem disse og "adoptivbarnet" i dette tilfælde er af samme "selviske" art, som hvis det havde været et barn af deres eget kød og blod.Sådanne forældre vil også her hovedsageligt dyrke dette barn på bekostning af fremmede og dem uvedkommende børn, hvis det skulle blive nødvendigt."Adoptivbarnet" er blevet en erstatning for en del af dem selv, som de ikke på naturlig måde har kunnet erhverve eller besidde.Men da deres fuldkomne lykke eller velbefindende i virkeligheden er baseret på en sådan besiddelse, har de måttet skabe en "kunstig" besiddelse i form af det "adopterede" barn.Dette barn er altså en slags "krykke", med hvilken de erstatter den naturlige afstivning eller fundering af deres trins normale lykkefornemmelse eller naturlige mentale velvære.At de beskytter denne for dem så nødvendige kunstige fundering af deres naturlige velvære er naturligvis lige så selvfølgeligt, som det er selvfølgeligt, at en invalid beskytter sit kunstige ben, sin kunstige hånd eller sit kunstige øje."Moder-" og "forældrekærligheden" og de herfra udstrålende andre grene af "familiekærlighed" er således ikke virkelig "kærlighed", sålænge den kun udløser sig som sympati for væsener, der er nødvendige led i ens normale selvopholdelsesdrift eller egoistiske velvære.Hvor guddommelig "familie-" eller "moderkærligheden" så end fremtræder, kan den aldrig være opfyldelsen af loven for tilværelse, der påbyder, at "man skal elske sin næste som sig selv"."Moderkærligheden" eller "familiekærligheden" inspirerer udelukkende kun til i bedste tilfælde at elske sine "familiemedlemmer", sine børn og sin ægtefælle som sig selv.En sympati, der inspirerer til at elske fremmede væsener som sig selv, har intet med "familie-" eller "moderkærlighed" at gøre.
Tilbage til forsiden
Forrige