Livets Bog, bind 4
Det er ikke "moder-" eller "forældrekærlighed", verdensgenløsningen eller den gennem Bibelen overleverede visdom inspirerer, men derimod et "familieprincip", der gør alle levende væsener til én familie, således at ethvert eneste eksisterende levende væsen er dens medlem
1128. Når verdensgenløsningen såvel som den overleverede visdom fra "Bibelen" og andre hellige bøger fremfører "næstekærlighed" som opfyldelsen af livets love og dermed som den allerhøjeste og fuldkomneste form for tilværelse eller oplevelse af liv, så bliver det altså her til kendsgerning, at det slet ikke er "moder-" eller "familiekærligheden", den inspirerer, men derimod udelukkende tilsigter en hel anden form for sympati, en sympati af en så gennemtrængende udstrækning, at den gør alle "levende væsener" til "én familie" og hvert eneste af denne "families" medlemmer til "brødre". Og vi kommer da her til at se et "forældreprincip", "broder-" eller "familieprincip" af helt andre dimensioner end det, der kan komme til udløsning igennem et specielt "hanvæsens" og et specielt "hunvæsens" selviske eller livsbetingende forening eller gøren sig til ét med hinanden.