1132. Men hvad nu med et sådant ideal? - Det kan da umuligt andet end kollidere med de gængse ægteskabelige traditioner. Det nye ideal siger jo ikke, at "du skal elske din hustru som dig selv". Det siger heller ikke, at "du skal elske din mand som dig selv", men det siger udtrykkeligt, at "du skal elske din næste som dig selv". Det er altså ikke dette, at man er "hustru" eller "mand", man er "søster" eller "broder" eller på anden måde er i "familie" med den eller den, der betinger, at man skal elskes af det pågældende væsen, således som dette elsker sig selv. Selv om man er en "fremmed", skal man elskes af dette væsen. Det eneste, der så bliver tilbage som betingende grundlag for, at man skal elskes af sin "næste", således som han elsker sig selv, bliver udelukkende kun dette, at man er et "levende væsen" og befinder sig indenfor vedkommendes manifestationsområde. Betingelsen for, at man skal elske et væsen, som man elsker sig selv, er jo, at det pågældende væsen er ens "næste", hvilket altså igen vil sige: er det væsen eller de væsener, der i bogstavelig forstand befinder sig "nærmest" hos os i selve det fysiske rum, ligegyldigt hvor vi så end måtte befinde os. Af to væsener, hvoraf det ene befinder sig i vor umiddelbare nærhed, og det andet i hundrede kilometers afstand, er førstnævnte altså vor "næste" og har ret til vor "kærlighed". Hvis det befinder sig syg og elendig og trænger til vor hjælp, overtræder vi næstekærlighedsloven, hvis vi ikke efter evne hjælper det pågældende væsen, således som vi selv ville ønske at blive hjulpet, hvis det var os, der var i den nødstedte situation. Og hjælpen må altså være lige effektiv, hvad enten dette vort "nærmeste væsen" er et dyr eller menneske, men naturligvis intellektuelt tilpasset til hvert af de to væsensarters naturlige livstrin. I modsat fald blev det ikke "kærlighed", vi kom til at udfolde, men herom senere. Det er altså dette, at væsenet er vor "nærmeste", og at vi således er de væsener, der befinder sig i den korteste afstand fra dette, der betinger dets ret og krav på vor "kærlighed" og den heraf udløste hjælp i nøden.
      Det var jo ikke det, at den nødstedte i "lignelsen om den barmhjertige samaritan" var den barmhjertige samaritans "hustru", "broder" eller på anden måde var i familie med ham, der betingede, at han hjalp ham, men udelukkende dette, at han var den, der var den nødstedte "nærmest". Han følte, at uden hans bistand ville den nødstedte bukke under for sine sår og lidelser. Dette var for ham den afgørende begrundelse for at yde sin hjælp til et væsen, han ikke var i familie med. Vi ser her Verdensgenløseren påpege en "kærlighed", der slet ikke havde noget med "familieskab" at gøre. Og siger den samme store verdensgenløser ikke ved en anden lejlighed, at "ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde sin næste"? - Vi kommer således ikke uden om, at den "kærlighed", der igennem "Bibelen" og andre hellige bøger og igennem menneskehedens største vise såvel som igennem selve verdensgenløsningens princip foreskrives som menneskehedens absolut eneste frelsende ideal, er en anden form for "kærlighed" end den, der udelukkende kun kan udfolde sig til det "modsatte køn".