Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1133

1133. Der findes altså en højere "kærlighed", en "kærlighed", der får væsenerne til at elske ikke blot det "modsatte køn", men også deres "eget køn". Men ligesom kærligheden til det "modsatte køn" udelukkende kun kan befordres i kraft af en organisk struktur, således kan "kærligheden" til "alle væsener" ligeledes kun udløses i kraft af en organisk struktur. "Sympati" eller "kærlighed" er således ikke en blot og bar viljesakt, den er ligesom enhver anden formåen eller kunnen nødsaget til at være resultatet af en forudgående udvikling af en dertil særligt egnet organisk struktur. Denne organiske struktur fordrer benyttelse. Denne fordring fornemmes i individet som et begær, hvis tilfredsstillelse igen fornemmes eller opleves som "nydelse", som lykke eller glædesfølelse. Som vi tidligere berørte, havde det maskuline og det feminine væsen gensidigt organisk brug for hverandre, af hvilken grund de netop kom til gensidigt at begære hinanden. Opfyldelsen af dette begær blev igen den højeste fornemmelse af vellystfølelse eller livsglæde for nævnte to væsener. Men denne livsglæde formørkes straks ved jalousi og skinsyge på væsenerne af "eget køn", der jo ifølge deres organiske struktur uundgåeligt måtte være medbejlere til det "modsatte køns" væsener. Men dette af skinsygen og medbejlerskabet affødte mørke, hvilket vil sige sorg, had, lidelse og krig, er altså fuldstændigt udelukket der, hvor den ny form for kærlighed er blevet fuldkommen i sin organiske struktur. Denne organiske struktur er et resultat af en udviklet ligevægt imellem væsenets to seksuelle poler: den feminine og den maskuline. Idet den feminine pol er blevet jævnbyrdig med den maskuline pol i "hanvæsenet", er dette væsen jo ikke mere noget "hanvæsen". Og når den maskuline pol i "hunvæsenet" har udviklet sig til at være jævnbyrdig med den feminine pol i samme væsen, er dette ikke mere noget "hunvæsen". Men derved er væsenet jo totalt ophørt med at være en virkelig "mand" eller en virkelig "kvinde". Men når manden ikke er "mand", og kvinden ikke er "kvinde", hanvæsenet ikke er "hanvæsen", og hunvæsenet ikke er "hunvæsen", ophører jo begrebet det "modsatte køn" såvel som begrebet "eget køn", da de to køn jo ikke mere eksisterer. Et "nyt køn" er dermed opstået, i hvilket de to poler, den maskuline og den feminine, fremtræder med en ligevægtig eller jævnbyrdig udfoldelseskraft. Idet alle væsener på dette "køns" tilværelsesplan repræsenterer denne særlige kønstilstand, bliver denne retmæssigt at udtrykke som "fælleskøn".
Da der i dette "køns" tilværelsesplan ikke eksisterer noget "modsat køn", kan der ikke opstå nogen konkurrerende medbejlen til et sådant køn. Og alt, hvad vi kender under begrebet jalousi eller skinsyge og den hermed forbundne øvrige udfoldelse af den dyriske natur, såsom had, forfølgelse, krig, sorg og lidelse, ophører derfor her med at eksistere. Dette mørke har, som vi skal se, udelukkende sin rod i væsenernes seksuelle enpolethed.
"Hanvæsenet" og "hunvæsenet", "manden" og "kvinden", er således for væsenerne på det fuldkomne "fælleskøns" tilværelsesplan et tilbagelagt "larvestadium". Den jordiske "mand" og "kvinde" vil altså efterhånden afkaste den dyriske ham og som et nyt strålende og funklende væsen hermed tage de jordiske kontinenter i besiddelse. Igennem den seksuelle polkonstellations forvandling i "manden" og "kvinden" ser vi her en begyndende åbenbaring på jorden af "det rige, som ikke var af denne verden", og i hvilket man "ikke tager til ægte". "Det fuldkomne menneske", målet for al jordisk stræben, begynder her at stige op over horisonten i det fjerne.

Forrige

Næste