Livets Bog, bind 4
Det fuldkomne menneskeriges seksualisme udgør ikke hverken en normal eller abnorm "enpolet seksualisme"
1143. Idet "næstekærlighed" gøres identisk med en ny form for seksualisme, og "næstekærlighed" igen gælder dyr såvel som mennesker, eller i det hele taget alt levende, vil læseren måske her indvende eller gøre gældende, at en sådan form for seksualisme må blive en højst uhyggelig foreteelse. På det fuldkomnere eller højere tilværelsesplan, for hvilket nævnte seksualisme er fundament, vil man altså ligefrem stå i et "seksuelt forhold" eller have "seksuel omgang" med dyr, såvel som med mennesker. Og her må svaret urokkeligt blive, at et "seksuelt forhold" eller en "seksuel omgang" efter jordiske begreber (enpolet seksualisme) med andre levende væsener, ligegyldigt om de befinder sig indenfor eller udenfor sin egen art eller race, naturligvis umuligt kan forekomme i "det rigtige menneskerige" eller på et højere tilværelsesplan. Væsenet her er jo netop blevet et fuldkomment eller "færdigt menneske" i kraft af, at det ikke mere er et "seksuelt enpolet væsen", men derimod nu er et fuldkomment "seksuelt dobbeltpolet væsen". Det fremtræder således ikke mere som noget specielt "hanvæsen" eller specielt "hunvæsen" og vil således ikke mere hverken have begær efter eller evne til at kunne udløse den "enpolede" seksuelle akt. Ved den "enpolede" seksuelle akt må her forstås et "han-" og "hunvæsens" seksuelle hungers tilfredsstillelse ved materiel forening gennem "kærtegnsorganerne" og den heraf udløste kulmination af behagsfølelse. For det som "han-" og "hunvæsen" endnu stærkt fremtrædende individ er denne udløsningsproces jo ganske naturlig og udgør det såkaldte "normale", hvis den da udløses af to væsener fra samme eller meget nær beslægtet race eller art. Hvis denne udløsning derimod finder sted mellem et væsen tilhørende de såkaldte "dyr" og et "jordmenneske" er den selvfølgelig abnorm og skadelig eller ulykkebringende for parterne. Et sådant forhold mellem et dyr og et jordmenneske kan absolut kun udløses i kraft af en sygelig seksuel indstilling. Den tjener intet nyttigt formål, men er derimod direkte skadelig og endog nedbrydende et sådant jordmenneskes sindstilstand, normale velvære og livslyst og fører det længere og længere ind i sindssygens og abnormitetens uhyggelige regioner, ligesom den også kan forkrøble den anden parts mentalitet.
      For at en "enpolet" seksuel akt kan opfylde det guddommelige formål, den er bestemt til, hvilket altså vil sige: være fundamentet for artens beståen og udløsende den store glæde og livslyst, som er betingelsen for et sundt, sjæleligt og legemligt velvære i dyrerigets zone, må parterne naturligvis være af samme eller meget nær beslægtede racer. Det er således ikke livets mening, at meget nær beslægtede racer ikke må forene sig i seksuel udløsning. Tværtimod, det er jo netop i denne forening, at naturen skaber nye arter eller racer og lader gamle racer og arter uddø. Der forekommer da også undertiden stor seksuel dragning eller tiltrækning mellem væsener af nær beslægtede racer. Og der, hvor dette slægtskab ikke er for fjernt, men er af en særlig passende eller gunstig natur, vil den seksuelle udløsning resultere i afkom, der kun kan være en gunstig fornyelse og dermed en forædling af racen.
      Den "enpolede seksualisme" har altså sine bestemte optrukne baner, der må følges, hvis livslysten og normaliteten skal bevares. At det ikke er denne seksualisme, der er identisk med "næstekærligheden" og dermed herskende på et højere tilværelsesplan er naturligvis en selvfølge. Hvis det var denne form for seksualisme, der skulle fortsætte, ville verdensgenløsningsprincippets udfoldelse, al åndelig forkyndelse, livets højeste visdom, alle de vises og verdensgenløsernes indsats, alt hvad der stimulerer "næstekærlighed" ikke blot være totalt omsonst, men også ligefrem skadelig, idet hele denne energiudfoldelse i sin sande natur er en modstand og underminering af den nævnte seksualisme eller "enpolede" kønstilstand. Men foreløbig kræver nævnte seksualisme sin ret. Den er så gammel i udviklingen eller i individets mentalitet, at dens eksistens og love i virkeligheden er automatfunktion eller "C-viden" allerede hos det såkaldte "umælende dyr". Og som vi altså her har set, har denne form for seksualisme ikke noget som helst at gøre med den form for "seksuel" udfoldelse, der i form af "næstekærlighed" behersker det over jordmenneskets domæne fremtrædende højere tilværelsesplan eller "rigtige menneskerige".