Hvorfor livets højeste facitter overalt i Bibelen og andre hellige bøger kun er fortolket i billeder eller lignelser og ikke i videnskabelige udredninger eller analyser
1160. Da det ikke er "Bibelens" opgave at give detaljerede videnskabelige analyser af skabelsesprocessen for den højintellektuelle, dette væsen kan jo kun hjælpes i kraft af "talsmanden den hellige ånd", men derimod kun at give skabelsesprocessens og livsmysteriets hovedpunkter eller hovedanalyser i symboler eller lignelser, hvilket vil sige: i en form, hvor de samme analyser eller bærende punkter lignes ved noget, som det med ringe intellektualitet begavede væsen kender, ser vi således, at livets højeste facitter overalt i "Bibelen" kun er fortolket i billeder eller ord, der ellers kun udtrykker de indenfor det uintellektuelle væsens daglige horisontområde forekommende ting.Således er skabelsens samlede tidsrum blevet til "seks dage" i stedet for de "seks store udviklingsepoker", som den i absolut forstand repræsenterer.Det uintellektuelle væsen, der kun kan forstå Guddommen i dets egen målestok og derfor kun kan forstå "skabelsen" som et "mirakel", ville umuligt kunne begribe, at "skabelsen" af "mennesket" eller i det hele taget "skabelsen" af noget for en Guddom skulle kunne tage umådelige tidsrum.At Guddommen, Forsynet eller naturen var millioner og atter millioner af år om at skabe f.eks. "lyset", hvilket altså vil sige: den sol- eller ildtilværelse, som enhver klodes første fremtræden på det fysiske plan må gennemgå, er således ufatteligt for nævnte væsen.At fortælle samme væsen at tilblivelsen af jordens tilstand som "land" og "hav" ligeledes tog millioner af år såvel som tilblivelsen af planteverdenen, dyreriget og selve menneskeriget ligeledes er millionårige foreteelser ville ikke for nævnte væsen give noget særligt styrkende eller stimulerende begreb om en "almægtig" Guddom.En Guddom, der ikke øjeblikkelig kunne skabe eller ligefrem fremtrylle tingene af "intet" på stående fod, hvilket vil sige: på et indenfor samme uintellektuelle væsen fatteligt tidsrum, kunne ikke være "almægtig".For at forklare, hvorfor tingene ikke kunne skabes hurtigere, kræves videnskabeligt detaljerede analyser, og det er jo netop sådanne, det er umuligt for et primitivt, uintellektuelt eller enfoldigt væsen at arbejde med eller fatte.Det uintellektuelle væsen er derimod rent "instinktmæssigt" indstillet på at tro på en "almægtig" Guddom eller et altbeherskende Forsyn under en eller anden skikkelse, men naturligvis i det enfoldige væsens egen lignelse plus evnen til at gøre "mirakler".For den enfoldiges guddom må tingene øjeblikkelig lystre hans ord og tanker.I modsat fald vil nævnte enfoldige eller primitive væsens hjerne og opfattelsesevne umuligt kunne acceptere denne guddom.