Livets Bog, bind 4
Verdensgenløsningsprincippets nødvendighed viser os, at "Adams" og "Evas" tilblivelse ikke er eller var en øjeblikkelig "mirakelskabelse"
1165. Dette store guddommelige princip har således til opgave at "lede" væsenerne i de to store sfærer, hvor "tilvænningen" til "mørket" og "tilvænningen" til "lyset" finder sted. Dets mission kan ikke udtrykkes mere korrekt end netop i Verdensgenløserens egne ord: "Jeg er vejen, sandheden og livet". At "verdensgenløsningsprincippet" er "vejen" viser jo, at "tilvænningen" til "lyset", hvilket vil sige: tilblivelsen af væsenets egen sekraft (tilblivelsen af den paradisiske Adam og Eva) ikke er eller var en øjeblikkelig foreteelse, noget der sker eller skete mirakuløst som åbenbaringen af et lyn. Nævnte "tilvænning" er en "vej", det er en distance, der må tilbagelægges. Og det er jo netop denne tilbagelægning af distance, der gør sig gældende i et hvilket som helst udsyn, vi så end stilles overfor. I enhver ny horisont vil den yderste periferis detaljer altid kun begynde som "instinkt", "anelse" eller "formodning" for senere at blive til "kendsgerning", hvilket vil sige: "A-viden" for så igen at blive til "B-viden" og "C-viden".