Væsenets "selvstændigheds-" og "uselvstændighedsstadier" i spiralkredsløbet
1171. Det største af disse kredsløb er, som læseren allerede ved, "spiralkredsløbet".Dette kredsløb består ligesom alle andre kredsløb af to kontraster: "lys" og "mørke".Hvis væsenerne befinder sig i dette "lys", vil samme "lys" være en realitet, medens den del af spiralkredsløbet, der udgør kontrasten til "lyset", kun vil være en "tænkt modsætning" til "lyset" og dermed blive opfattet som "mørke".Hvis væsenerne befinder sig i "mørket", vil dette "mørke" være en realitet og dermed være "virkelighed", være "lys", medens "lyset" da kun vil udgøre en "tænkt modsætning" til denne realitet og således kun udgøre "mørke".Hvert af disse spiralens to hovedstadier udløser sig i en kulmination.Der bliver således to kulminationsstadier i spiralen, et i dens lysregion og et i dens mørkeregion.I hvert af disse to stadier er væsenet totalt selvstændigt.Imellem disse to kulminationszoner eller stadier forekommer der to andre stadier.Disse udgør hver især en kombination af "vækst" og "degeneration".Når det levende væsen befinder sig i "lysets" kulminationszone, bliver det mættet af "lysets" detaljer og bliver dermed genstand for et voksende begær efter "lysets" modsætning.Dette begær er "syndefaldet" i sin allerførste spæde kimtilstand.Kun "mørket" kan være tilfredsstillelse for dette begær.Og væsenet begynder at "spise af kundskabens træ på godt og ondt" og bliver derved mere og mere forandret eller omformet i "mørkets" favør.Denne omformning finder sted, indtil væsenets bevidsthed helt kulminerer i "mørket".Men i denne omformningsperiode har væsenet hverken været et "lysets" eller et "mørkets" væsen i renkultur.Det har kun været en mellemting af disse to foreteelser.Men når det ikke har været hverken det ene eller det andet af disse to foreteelser i renkultur, vil det i samme stadier kun kunne have været et underordnet væsen.Et væsen, der ikke mere kulminerer i "lyset", må på "lysets" område nødvendigvis være underordnet et væsen, der kulminerer i dette, ligesom et væsen, der ikke mere kulminerer i "mørket", på dette område må være et "mørkets" kulminationsvæsen underlegent.Da den underlegne nødvendigvis må være afhængig af den overlegne, har væsenet i mellemzonerne eller mellemstadierne mellem "lysets" og "mørkets" kulmination således mistet sin "selvstændighed".
Tilbage til forsiden
Forrige