1180. "Bibelens" fortælling om "Adam" og "Eva" er altså i sit princip en smuk fortælling om en stor lystilværelse, i hvilken "Adam" og "Eva" levede sammen med Guddommen, og om hvorledes denne lystilværelse betingedes af, at man ikke spiste af "kundskabens træ", hvilket altså vil sige: ikke udløste mørkets handlinger eller befordringen af det dræbende princip. Ja, den viser os endog, at reinkarnationen end ikke engang der eksisterede i den drastiske form, under hvilken den netop gør sig gældende på det jordiske plan. Hvis den virkelig i lystilværelsen var af samme grove eller robuste fremtræden, ville der ikke have været noget som helst grundlag for Guddommen til at gøre bekendt, at "Adam" og "Eva" skulle "dø", hvis de "spiste af den forbudne frugt". Det er netop en kendt sag, at i mørkets tilværelse eller det dræbende princips zone har man tabt overblikket over reinkarnationen, af hvilken grund "døden" da, grundet på dette tab, nødvendigvis må forekomme for individet som en absolut "død", hvilket vil sige: et totalt ophør af livet, ophør af bevidsthed. At det netop ikke var en sådan absolut "død", Guddommen havde ment overfor "Adam" og "Eva", bliver til kendsgerning igennem "slangens" ord til "Eva", hvor den siger: "I skulle ikke dø døden. Men Gud ved, at hvilken dag i æde deraf, da skulle eders øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt". I sandhed, det var ord, der ikke lader nogen som helst tvivl om deres ophavs identitet og værdighed som en virkelig "verdensgenløser" tilbage. Nej, det kosmiske klarsyn viser os, at "Adam" og "Eva" eller det levende væsen ikke skal "dø" i absolut forstand, men dets himmelske eller overjordiske lystilværelse skal "dø" der, hvor den jordiske, fysiske mørketilstand bliver en livsbetingelse. Det er jo netop hukommelsesprincippets natur at lade alt, hvad der er udlevet til lede og derfor ligger udenfor væsenets midlertidige livsbetingende interessesfære, gå i glemmebogen til fordel for de livsbetingende interessers opfyldelse. Og er det ikke netop det, der er sket? - Jordmennesket i sin kulmination af mørket tror jo ikke på noget "evigt liv", ja, kan endog slet ikke fatte muligheden eller begrundelsen af et sådant livs eksistens. Som vi her ser, er både Guddommens og "slangens" ord hver for sig en åbenbaring af "sandheden". Er ikke "Adams" og "Evas" viden om lyset, deres egen høje kosmiske identitet og evige liv her "død" på samme måde, som de to væseners viden eller kundskab om den fysiske verdens lidelser og mørke var "død", før de "spiste af kundskabens træ"? -