Livets Bog, bind 4
Det fysiske sjælelivs begyndelse hos planten
1219. Vi kan nu atter dvæle lidt ved "årsagen" til ægteskabets degeneration eller den seksuelle forvandling. Vi har allerede berørt, at det var "imaginationsevnen" og det, der udvikler den, der var årsag til "de ulykkelige ægteskabers zone". Hvad er det da, der udvikler nævnte evne? - Ja, er det ikke netop de daglige erfaringer. "Adam" (det dyriske væsen) må jo arbejde eller kæmpe i "sit ansigts sved" for at tjene sit brød, og "Eva" må opleve "megen kummer i forbindelse med sin undfangelse og føde sine børn med smerte". Efter "uddrivelsen af paradiset" (i dette tilfælde planteriget), hvor væsenet som "dyr" må kæmpe for at leve, kæmpe for at beskytte og bevare ægtemagen, der jo er det højeste lys eller væsenets "faste punkt" i dyreriget, samt yderligere må kæmpe for at beskytte og bevare afkommet og dermed artens beståen, er væsenets fantasi eller forestillingsevne så lille, at den endnu slet ikke er blevet til den fremtrædende "imaginationsevne", som jordmennesket af i dag sidder inde med. Det vil igen sige, at væsenet i sine tidligere dyriske stadier endnu ikke i nogen særlig udstrækning kan danne sig fintdetaljerede tanke- eller sjælebilleder af de ydre oplevelser, det kommer ud for. I samme grad, som det ikke ejer denne evne, lever det endnu udelukkende i behags- eller ubehagsanelser, i instinkt- eller plantebevidstheden. De første dyriske væsener hæver sig derfor kun over planten eller "instinktvæsenet" derved, at de i det store og grove kan begynde at forme et "tankebillede" af en ydre påvirkning. I samme grad, som væsenet endnu ikke har fået udviklet de fysiske sanser, i samme grad mangler det detaljeret sjæleliv på det fysiske plan. Da "føleevnen" er alle sansers rodevne (enhver form for sansning er i dybden følelse), er det denne evne, der ligger dybest i væsenets sjæleliv. Den er dets "alfa og omega". De forskellige former for sansning, såsom syn, hørelse, lugt, smag etc., er således kun særlige former for "følelse", hvilket her altså vil sige "fornemmelse". "Plantevæsenet", der ikke ejer nogen af disse former for fysisk sansning og derfor kun har en meget lidt detaljeret føleevne, kan derfor ikke have et fysisk sjæleliv, der, som hos det længere fremskredne dyriske væsen, er detaljerede billeder fra det fysiske plan. Det kan hverken have syns- eller lydbilleder, lugte- eller smagsbilleder. Enhver ydre påvirkning, et sådant væsen kommer ud for på det fysiske plan, det være sig dets organismes lemlæstelse eller dens pasning og pleje, kan det ikke opsummere i sin mentalitet som fintdetaljerede tankebilleder. Det kan kun opleve det som en udetaljeret fornemmelse af behag eller ubehag, der i princip jo er det samme som vellyst og lede. Den eneste sjælelige eller tankemæssige, billedlige kombination, et sådant væsen kan opleve af sin ydre fysiske påvirkning, er således en dragning af dets spæde, fosteragtige mentale kræfter imod behaget og en frastødning imod ubehaget. Hvad dette behag eller ubehag er, ligger ganske udenfor dets fatteevne, ja, kan ikke engang forme sig som et spørgsmål. Dragningen imod behagsfornemmelsen og frastødningen imod ubehagsfornemmelsen er de eneste to detaljer, dets fysiske sjæleliv er beriget med. Og denne dragning er den allerførste begyndende spæde form for tilblivelse af "vilje". Det er denne spæde "viljeudløsning", vi bliver vidne til hos "den kødædende plante", når den pludselig folder sine fangarme sammen om de i dens fangeskåls eller blomsts klæbrige væske fangne insekter og derved medvirker til at hindre disse i at gøre sig fri. Denne "den kødædende plantes" funktion er det første begyndende synlige udtryk for det levende væsens sjæleliv på det fysiske plan. Denne "viljefunktion" er ganske vist i det væsentlige en slags automatfunktion, der udløses ved den reaktion, insekternes berøring med fangeskålen eller blomsten afstedkommer, men er ikke desto mindre alligevel den foreteelse, ud fra hvilken væsenets vågne dagsbevidste vilje efterhånden bliver til. Sjælelivet bag "den kødædende plante" er dog stadig kun "anelse".