Væsenet begynder at få vågen dagsbevidst viljeføring, fornemmelse af sult og mættelse og ophører dermed med at være "plantevæsen", er blevet et "dyr"
1223. I begyndelsen af dyreriget, hvor væsenet begynder at vågne op til den fysiske verdens særlige liv, befinder det sig først i den adskilthed fra Faderen og den heraf affødte totale ensomhedsfølelse, der gør mødet med et andet væsen til en overjordisk oplevelse.Her, hvor væsenet endnu ikke har sanser for syn og hørelse, og verden derfor endnu kun er en mørkets stille nat, kan dette møde ikke give nogen synsfornemmelse eller hørefornemmelse af "den elskede".I denne mørke og lydløse verden findes der intet syn, med hvilket to væsener gensidigt, kærligt kan se ind i hinandens sjæl, og ingen lyd ved hvilken de kan hviske de ømmeste og blideste ord i hinandens øren.En så fuldkommen detaljering af sjælelivet er den vågnende "Adam" og "Eva" endnu ikke nået frem til.Men det forhindrer ikke, at deres oplevelse af hinanden alligevel bliver af overjordisk eller himmelsk natur.Hele sansestrukturen er her endnu fysiske følelsesreaktioner af berøringen med de ydre materielle omgivelser.Af disse reaktioner bliver "behagsreaktionerne" naturligvis det centrale i væsenets bevidsthed og viljeførende lag.Igennem den stadige berøring med de ydre omgivelser og de heraf følgende følelsesreaktioner får væsenet mere og mere rutine i at skelne imellem "behagsreaktionerne" og "ubehagsreaktionerne".Og dets sjæleliv bliver en tiltagende større og større jongleren med grader i "følelse", hvilket her vil sige: "fornemmelse".Dets tankebilleder er udetaljerede følelsesgrader.Ifølge den sjælelige struktur, væsenet nu repræsenterer, indgår disse udetaljerede følelses- eller fornemmelsesgrader i væsenets sanseregion i form af tre særlige hovedgrader.Det har jo nu fået en fysisk organisme, det selv i kraft af sin egen begyndende viljeføring må hjælpe med til at holde i live.Denne organisme gør sine krav gældende.Den fordrer ernæring.Hvis dette krav ikke tilfredsstilles, fornemmer væsenet "ubehag".Dette "ubehag" er begyndelsen til fornemmelsen af fysisk "sult" eller "hunger".Men samtidig med denne begyndende udvikling af dette krav har væsenet i tilsvarende grad opdaget sådanne reaktioner fra de ydre omgivelser, der får dette "ubehag" til at forsvinde.Det er blevet bevidst i at "søge føde".Men denne evne er altså ikke kommet pludselig eller ved en brat overgang.Plantevæsenet har jo i sin oprindelige form fået sin ernæring helt automatisk igennem sit rodsystem.Men efterhånden udviklede det sig til at kunne fange insekter med sin blomst eller blomsterskål.Her begyndte det vågent, dagsbevidst at kunne medarbejde i sin egen ernærings favør.De tre hovedgrader af fornemmelse er således: viljeføring, sult og mættelse.Efterhånden som disse "føle-" eller "fornemmelsesgrader" blev til en så vågen dagsbevidst funktion, at væsenet helt på denne måde kunne befordre sin ernæring, degenererede plantens rodsystem for tilsidst helt at ophøre.Og planten var dermed ikke mere "plante", men var blevet et "dyr".
Tilbage til forsiden
Forrige