Livets Bog, bind 4
"Adam" og "Eva" (den jordiske mand og kvinde) er ikke mere det, de før har været. "Døden" har indhentet dem, der spiste af "kundskabens træ"
1231. "Adam" og "Eva" (det jordiske menneske) er således ikke mere det, de før har været. De har ganske vist en ydre legemlig struktur, der endnu lader dem hver især henholdsvis fremtræde som et tilsyneladende "specielt hanvæsen" og et "specielt hunvæsen"; men med hensyn til deres mentalitet og indre syn på hinanden er de ganske forvandlede. "Adam" har ikke mere det fuldkomne "hanvæsens" syn på "hunvæsenet", og "Eva" har ikke mere det "specielle hunvæsens" syn på "hanvæsenet". De er derfor ikke mere det urokkelige, livsvigtige sympati- eller kærlighedsobjekt for hinanden, de tidligere har været. De udgør ikke mere nogen altoverstrålende nødvendighed for hinanden, hvilket bliver til kendsgerning igennem den store letsindighed eller skødesløshed, de åbenbarer overfor hinanden både i og udenfor ægteskabet, og af hvilken grund dette i realiteten naturligvis ikke mere er noget fuldkomment ægteskab. Det er derimod kun en ydre endog mere eller mindre dårlig camouflage af dette, en camouflage, der meget ofte udelukkende kun opretholdes i kraft af en "vielsesattest" eller de opsatte juridiske love og frygten for at afvige fra flokkens officielle ægteskabelige traditioner eller autoriserede former for skik og brug, frygten for skandale. At et sådant ægteskab umuligt kan forene parterne til "ét kød", men derimod gør dem til to kontrære fronter, en art krigsskueplads, er naturligvis en selvfølge. Og det er denne tiltagende ægteskabelige uformuenhed, der udløser sig i de allerede berørte ægteskabelige tilstande: haremsægteskaber og Vestens mange skilsmisser og ny ægteskaber for fraskilte, prostitution og alfonseri. Og tilsidst betyder det modsatte køns væsener, der jo tidligere var en helligdom, så at sige slet intet. Ja, vækker endog i mere primitive og robuste væsener på dette trin antipati eller lede, og ud fra hvilken foreteelse blandt andet begrebet "kvindehader" er blevet til. Antipatien mod det modsatte køn gør sig naturligvis også gældende hos den primitive eller robuste kvinde på dette trin, selv om det måske ikke i så høj grad er synligt som hos manden. Og vi har således her for os en "mand", som ikke er noget fuldkomment "hanvæsen", og en "kvinde", som ikke er noget fuldkomment "hunvæsen". En "mand", der ikke føler dragning imod en "kvinde", ja, endog i værste tilfælde ligefrem føler lede eller permanent antipati imod hende, kan jo umuligt være et virkeligt "hanvæsen". Det er rigtigt, at han af ydre legemlig organisk fremtræden er en "mand". Men en "mand", der ikke har brug for det modsatte køn, ikke har organisk brug for en "kvinde", afslører jo, at han ingen "mandlig" mentalitet er i besiddelse af. Hans "mandlige" væsen er uden sjæl og ånd. Det eneste "mandlige" ved det væsen, vi her har for os, er således hans fysiske legeme. Men da dette legemes "mandlige" side er uden "sjæl" og "ånd", er totalt "dødt" overfor "kvinden", er den samme side ved nævnte legeme jo udelukkende kun et "lig". "Døden" er gået hen over det fuldkomne "hanvæsen". Vi er stedet for "Adams lig".
      At en "kvinde", der ligeledes er totalt uinteresseret og uden reaktionsevne overfor det mandlige væsen, skønt hendes ydre fysiske organisme er et kvindelegeme, også kun repræsenterer et "kvindeligt" væsen, der er "dødt", er naturligvis en selvfølge. Vi befinder os her overfor "Evas lig". Guds vilje er således sket fyldest. "Kvindens sæd har knust slangens hoved". "Døden" har indhentet dem, der spiste af "kundskabens træ".