1258. At en stærkere magt kan holde en svagere magt stangen, kan ikke på nogen som helst måde være rosværdigt.Det er jo kun opfyldelsen af en naturlov, der umuligt kan afviges fra."Overlegenheden" må da altid have "underlegenheden" i sin magt.At en "David" fælder en "Goliat", eller et mindre antal soldater eventuelt besejrer et større antal, betyder jo kun, at "overlegenheden" da er på "Davids" og mindretallets side."Overlegenhed" bestemmes ikke af kropsligt omfang eller af et fysisk antal, men derimod udelukkende af de "gunstigste betingelser".Uden tilknytning til disse absolut ingen overlegenhed, og uden overlegenhed absolut ingen magt, og uden magt absolut ingen "sejrherre".En "sejrherre" vil således altid være et væsen, der besidder de "gunstigste betingelser".At han i kraft heraf kan sejre over et væsen eller væsener, der ikke besidder nævnte betingelser, kan jo kun være en selvfølge og gør dermed enhver "sejrherres" helteglorie af tvivlsom natur.