Hvem er "forbryderne" eller statens og kulturens "fjender"
1260. Men hvem er nu disse "forbrydere" eller "fjender" af statens moral eller kultur? -Ja, som vi allerede har berørt, er de "yngre brødre i udviklingen".Det er altså væsener, der er bag efter kultursamfundenes væsener i spiralkredsløbet.Det er væsener, der er mere eller mindre nye i det kultursamfund, i hvilket de nu ved reinkarnation eller genfødsel er født ind i.Det vil altså sige, at deres nuværende jordliv er det første, andet, tredje, fjerde eller femte indenfor det moderne kultursamfund.Før disse deres jordliv indenfor kulturmenneskenes samfund var nævnte væsener i deres egen zone, hvilket vil sige: i en sfære, hvor den moral eller det syn på næsten og den manglende respekt for hans ret til livet og tilværelsen var gældende, som de i dag skal "tugtes" eller "straffes" for indenfor det moderne samfund.Men denne moral eller disse væseners særlige indstilling og forhold til næsten var ikke blot gældende, den var selve kulminationen af det allerhøjeste, disse væsener var i stand til at sanse eller forstå med hensyn til idealisme.Den var deres daværende samfunds højeste udtryk for kultur og efterkommelse af Forsynets eller "gudernes" ønske.Og de væsener, vi i kultursamfundene har lært at kende som "forbrydere", var altså de ypperste indenfor deres fortidige samfund, hvilket vil sige indenfor "naturmenneskenes" samfund.De var væsener, i hvem denne primitive moraltilstand ligefrem kulminerede.De var selve denne "morals" største udøvere.De var dens "magthavere", "sejrherrer" eller største "helte".De var selve "gudernes yndlinge" indenfor samme samfund.Mange af dem var således "konger", "høvdinge" eller "medicinmænd".Fælles for dem alle var altså deres fuldstændigt dyriske moral, hvilket igen vil sige: tilbedelsen af "den stærkeres ret" og "forfølgelse af den svage".Det var en endnu fremtrædende sværgen til den moral, der er baseret på den rå brutale magt, list og overlegenhed.At opleve kulminationen af besiddelsen af denne magtoverlegenhed og den hermed følgende tilbedelse og dyrkelse fra underlegne medvæseners side var den højeste lykke og "ære", der kunne times disse væsener i det samfund, i hvilket de levede.De var således på dette samfunds højeste tinder.Der var ikke mere noget for dem at opnå indenfor dettes område.Af hensyn til udviklingen måtte disse væsener derfor føres videre.Denne videreførelse besørgedes af selve gengældelses- eller karmaloven.
Tilbage til forsiden
Forrige