Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1262

1262. Skæbnegengældelsen eller karma er jo et "spejlprincip", der, hvor ikke andet griber ind, udløser en fuldstændig nøjagtig gengivelse, i ens egen skæbne, af det, man selv befordrer i andre væseners skæbne. Hvis man undertrykker et andet væsen eller berøver det noget af dets frihed, må denne udløsning således absolut afstedkomme en tilsvarende undertrykkelse og frihedsberøvelse i vor egen skæbne. Man kan ikke gengælde eller erstatte en undertrykkelse og frihedsberøvelse, man har bevirket overfor et andet væsen, med en eller anden sygdom eller kropslig besværlighed i ens egen skæbne. Hvad skulle vel en sådan besværlighed kunne gavne det andet væsen? - Og på hvilken måde skulle det kunne gavne en selv i den givne situation? - Karma eller gengældelse er jo ikke på nogen som helst måde et "straffeprincip". Der findes ingen som helst lidelse eller besværlighed, der i absolut forstand kan eksistere som udløsning af "hævn". Denne opfattelse kan kun forekomme i den endnu dyriske del af det primitive menneskes bevidsthed eller mentalitet. Al udløsning af energi, bevægelse eller manifestation kan i sin dybeste analyse jo kun eksistere som "årsag og virkning". Overfor denne "årsags- og virkningslov" står det levende væsen. Med sin selvopholdelsesdrift, sin viljeføring, sine ønskers og begærs tilfredsstillelse griber nævnte væsen ind i denne lovs domæne. Det sætter bestemte arter af energibølger eller svingninger i bevægelse. Og særlige energibølger må, ifølge nævnte lov, afstedkomme tilsvarende særlige "virkninger". Enhver "årsag" kan kun have sin egen bestemte "virkning". "Salt" må altid virke som "salt". Det kan ikke til tider virke som "sukker", ligesom "sukker" naturligvis heller ikke til tider kan virke som "salt" eller som et andet kemikalium. En bestemt udløst handling kan heller ikke i ét tilfælde skabe noget helt andet end i et andet tilfælde. Den må altid udløse den samme virkning. Hvis den ikke udløser den samme virkning, udtrykker det jo kun, at der i det nye tilfælde er kommet nye momenter til, der har forandret virkningen. Går man opad trappetrin, må virkningen heraf uundgåeligt blive den, at man stadig stiger "opad". Den kan aldrig i noget tilfælde blive den, at man stiger "nedad" på den samme trappe. Man kan ikke stige "nedad" en trappe ved at gå "opad" dens trin. En hvilken som helst "virkning" har således sin bestemte "årsag", uden hvilken den umuligt kan udløses. Hver gang man vil opnå en bestemt "virkning", må man absolut udløse den særlige "årsag", af hvilken "virkningen" er et resultat. Og vi har således i disse eksempler selve gengældelses- eller karmalovens urokkelige struktur.

Forrige

Næste