Livets Bog, bind 4
Det levende væsens reaktion som "stof" overfor omgivelserne kan være kulminerende "kærlighed" eller kulminerende "had", hvilke to reaktionsformer er de yderste poler for al reaktion eller energiudfoldelse i universet
1267. Denne væsenets samlede reaktion kan være kulminerende, sund og velværedannende behagsfornemmelse for dets omgivelser, og vi kalder da denne væsenets fremtræden "kærlighed". Og vi er således her ved den allerhøjeste kombination eller skabelse af harmonisk "stof-" eller energireaktion, der overhovedet kan frembringes indenfor jegernes kombinering af "energierne" eller "stofferne". Men det levende væsens samlede reaktion overfor omgivelserne kan også være en slags altødelæggende gift eller sprængstof, der opløser, ætser, nedbryder og splintrer alle andre "energi- eller stofkombinationer" i vedkommende væsens omgivelser. Det er denne reaktionsevne, vi har lært at kende som "hadet". Og vi har i denne energiform eller reaktionsevne den yderste grænse for, hvad der kan skabes af disharmonisk "stof". Vi har således i de to nævnte "stofarter" eller reaktioner de to yderste poler eller det højeste og det laveste trin for al eksisterende reaktion eller energiudfoldelse i tilværelsen eller verdensaltet.