Livets Bog, bind 4
En ny verdensepoke eller et vendepunkt i verdensreligionernes og verdensfilosofiens og dermed i jordmenneskehedens historie
1292. Og her er vi nået frem til det store kosmiske udsigtspunkt, der danner grundlaget for en helt ny verdensepoke i jordmenneskehedens historie. Medens verdensreligionerne såvel som verdensfilosofien i stor udstrækning hidtil har været baseret på "troen" på det "ondes" og dermed en "djævels" eller "djævles" eksistens, så vil den nu begyndende ny verdenskultur mere og mere komme til at se verdensaltet og de indenfor dette forekommende situationer som guddommelige, uundværlige foreteelser, uden hvilke selve verdensstrukturen og dermed det fuldkomne livs skabelse og oplevelse ville være en absolut umulighed. Verdensreligionerne såvel som verdensfilosofien eller hele den jordmenneskelige forestillingskreds vil her komme til at slutte pagt med "den indviedes" eller verdensgenløserens udsyn. Dette udsyn i form af åndsvidenskab eller kosmiske analyser vil her få overtroens og uvidenhedens "djævle" med deres formentlige "ondskab" og de heraf affødte "hævn-" og "straffeforanstaltningers" terminologi, navne og udtryk såsom: "forbrydere", "syndere", "banditter", "slyngler", "onde mennesker" osv. til at forsvinde bort fra den jordmenneskelige opfattelsessfære som nattens klamme tåger for den gryende morgensol. En ny æra er således ved at rejse sig over de jordiske kontinenter og have. En "ny himmel" og en "ny jord" vokser frem af den gamle verdens ruinhobe. Hvor før det dræbende princips vibrationer, energier eller svingninger i det guddommelige skabeprincip eller i jordklodens fuldkommengørelse udtryktes og opfattedes som "Guds vrede" og "harme", "Guds straf" og "hævn" over "syndere", og hvor man tilsidst retfærdiggør sin egen større eller mindre sværgen til disse kræfter som "hellig vrede" og "retfærdig harme" og i tilsvarende grad på denne konto spreder død og rædsel imod alt og alle, der ikke er i ens favør, og som man derfor ikke kan lide, vil nu en forståelsens bølge smelte alle forargelsens objekter. Det jordmenneskelige sprog vil herefter blive en kærlighedens strålende terminologi i renkultur. Den jordmenneskelige tunge vil gå over til kun at kunne udtrykke Guddommens eget udsyn over verdensaltet. Hvor før uvidenhedens og overtroens udløsning af det dræbende princips reaktioner, slagmarkens eksplosioner, lemlæstede og såredes dødsrallen, skrig og pine lød i krigens mørke nat, og hvor millioner af krigens grave i dag bliver vædet med de tårer, hvormed de dødes pårørende græder savnet af deres tabte kære ud, skal guddommelige stemmer komme til at lyde, fredens velsignelse funkle, udødelighed blive videnskab, næstekærlighedslovens opfyldelse en selvfølgelighed. I sandhed "alt er såre godt".