Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1298.

1298. Da denne opad mod lyset førende organiske struktur er noget forholdsvis nyt i den jordiske almenmentalitet, vil der i denne ikke forekomme et så overvældende eller almenomfattende ocean af erfaringer og oplevelser på denne strukturs område til rådighed for påvisningen af dens tilstedeværelse som det, der gør sig gældende for den millionårige eller gennem umådelige sekler af tid nu udlevede, degenererende mørkets eller "syndefaldets" organiske struktur. Medens så at sige alle og enhver vil føle eller erkende det som selvfølgeligt, at et jordmenneske enten må være en "mand" eller en "kvinde", må være enten et "hanvæsen" eller et "hunvæsen", vil der derimod være mange, ja, vel endog et overordentligt stort flertal, for hvem det endnu vil være ganske ufatteligt, at der skulle findes en helt anden form for fremtræden af det levende væsen, en form, der er ganske afvigende fra deres egen organiske tilstand, oplevelse og indstilling, uden at denne måtte udgøre en eller anden form for "unormalitet". Og det er naturligvis soleklart. Hvorledes skulle det vel kunne være anderledes? - Ethvert uindviet væsen kan jo kun bedømme livet ud fra sin egen fornemmelse af dette liv. At denne dets fornemmelse af livet udelukkende skabes af dets egen særlige seksualorganiske struktur, har det almene jordmenneske endnu ikke evne til at filosofere særlig dybsindigt over. Det sanser, at det oplever eller fornemmer livet på samme måde som flokkens øvrige "normale" individer, ligesom det da også selv af denne flok erkendes for at være "normal". Det bliver "forelsket", det "parrer" sig, indgår "ægteskab", får "afkom" og føler den hermed forbundne lykke ligesåvel som den hermed forbundne kamp, der er nødvendig for at bevare samme lykke. Denne fornemmelse og den herpå baserede mentale indstilling udgør det centrale i et normalt jordmenneskes liv, ligesom det udgør "det faste punkt" eller det fundament, hvorpå flokken eller samfundet har baseret sine love.

Forrige

Næste