Livets Bog, bind 4
"Det Gamle Testamente" er et stykke psykologi. Det jødiske folks historie er en analyse af et særligt udviklingstrins udslag og de heraf følgende virkninger, som absolut alle stater såvel som enkelte individer må gennemleve for at kunne nå fuldkommenheden
1308. "Det Gamle Testamente" med dets beretninger om krige og heltemæssige krigsherrer, konger og profeter, er således et stykke "psykologi", fortalt som "verdenshistorie". "Det jødiske folks" historie er igennem denne beretning blevet "anskuelsesundervisning" for hele den øvrige verden. Dette folks liv og væremåde, dets vildfarelser, religiøse tro og indstilling udgør i princip det samme liv, den samme væremåde, de samme vildfarelser og fejltrin, som alle andre folk i verden efter "det jødiske folk" nødvendigvis må gennemleve. "Jødernes" skæbne er alle jordmenneskers absolut uundgåelige skæbne. Ideen om at være "Guds udvalgte folk", være et slags "herrefolk" på jorden, er et for alle folkeslag, for alle racer, for enhver nation eller stat fælles særkende på et givet tidspunkt i deres historie, lige såvel som ideen om at være i "særlig gunst" eller "yndest" hos Guddommen er noget, det enkelte individ på et givet tidspunkt i dets passage af kredsløbet også uundgåeligt må ligge under for. Den "bibelske anskuelsesundervisning" i form af "det jødiske folks" historie sammenlagt med den skæbne, vi i de senere århundreder har set er blevet dette folk som nation og race til del, er blevet en kolossal demonstration af, at "hovmod står for fald". Nævnte folks skæbne, dets tilværelse og fremtræden har stadigt været en "vandring i ørkenen". Men denne "ørken" har udvidet sig til at udgøre hele den ganske verden. Splittet, hånet og forfulgt, jaget bort fra deres eget land af denne "ørkens vilde stammer og horder", de "hedningefolk", de nationer i den øvrige verden, som det i dets tidligere overtroiske stolthed mente at være højt hævet over, genfinder vi "det jødiske folk" fornedret til næsten kun at udgøre en "paria", hvis racebetegnelse blev skældsordet for enhver "ublu forretningsmand", "ågerkarl" eller "økonomisk svindler". I sandhed, er dette "Det Gamle Testamentes" evangelium ikke et manende opråb til den ganske verdens nutidige folk om at passe på? - Er det ikke én eneste stor "anskuelsesundervisning" i det overleverede guddommelige ord: "Den som tykkes at stå, se til, at han ikke falder"? - Hvad skal den moderne verden ellers med dette tusindårige evangelium med dets beretninger om et folks overtro, dets stærkt egoistiske selvdyrkelse, dets krige, fornedrelse og landflygtighed, befordret af mere eller mindre krigs- og erobringsvenlige profeter og hævngerrige ypperstepræster, farisæere og skriftkloge? - Er det ikke således, at alle disse personer netop går igen i alle de senere efterfølgende stater og folk? - Ja, er de såkaldte moderne nationers til dato oplevede historie ikke netop i princip en mere eller mindre fremskreden tro kopi af jødefolkets historie og skæbne? - Er der nogen som helst stat af i dag, der ikke har haft "farisæere", intolerante "skriftkloge" og "ypperstepræster", en "Kajfas", en "Judas" og en "Barabbas"? - Er der nogen nation af i dag, der ikke har korsfæstet en "Jesus af Nazaret", hvilket i dette tilfælde vil sige: "internationalismens" idealer i troen på dermed at befæste "nationalismens" eller selviskhedens alter? - Er ikke de moderne stormagters fremtrædende vælde i dag mere eller mindre en gang blevet til i kraft af tanken om at have ret til at erobre eller okkupere netop de terræner, jordarealer og folk i kraft af hvilke, de i dag fremtræder som stormagt? - Men tanken om at erobre eller okkupere, selv blot en ganske lille del af et andet folks retmæssige område, er jo identisk med "herrefolkeideen". Hvilket folk eller hvilket individ er totalt fri af denne ide? - Nej, denne ide ligger meget dybt i alle levende væsener på det stadium i spiralkredsløbet, på hvilket jordmenneskeheden af i dag befinder sig. "Herrefolkeideen", troen på at have ret til med magt at erobre terræner og folk, ideen om at være "Guds udvalgte", er ikke noget, der er et specielt særkende for jødefolket eller den eller den nation, stat eller race, lige såvel som den heller ikke udgør noget specielt særkende for noget som helst enkelt individ. Den er derimod i sig selv et specielt særkende for et bestemt trin på udviklingsstigen. Den er en uundgåelig følge af den uerfarenhed eller uvidenhed om livets love, som markerer nævnte trin. Absolut alle folk og alle enkelte individer må igennem oplevelsen af denne uvidenhed og overtro og dens virkninger i skæbnedannelsen. Hvordan skulle hovmodet ellers komme til at "stå for fald" og den heraf følgende visdom blive til? -