Livets Bog, bind 4
Hvorfor man blev træt af den gamle barbariske, åbenlyse og frie "blodhævns-" og "røverimoral" og blev modtagelig for nye guder og nye moralformer
1317. Når man var blevet træt af den gamle blodhævnsmoral, var det ikke så meget for næstens skyld som for sin egen skyld. Begærene efter at besidde og tilegne sig hans særlige goder og fortrin var stadig meget levende. At han eventuelt mistede disse og satte livet til i sit forsvar for at bevare dem for sig selv og sine nærmeste, var endnu hos den store hob af ganske underordnet betydning. Deres vanebevidsthed fra den gamle gudsdyrkelse var her endnu så stærk og selvfølgelig, at den totalt holdt enhver medfølelse med næsten nede, hvis der overhovedet var begyndt at spire en sådan frem i disse væseners endnu stærkt dyriske mentalitet og tankegang. Trætheden og antipatien mod de gamle guddomme blev derimod udelukkende opretholdt og stimuleret af den omstændighed, at den blodige tilværelsesform, gengældelsesprocesserne eller karmaen bevirkede, blev så altdominerende, at ingen kunne vide sig sikker i sin tilværelse eller oplevelse af solens klare lys, som man dog, når alt kom til alt, holdt umådeligt meget af at bevare. Gengældelsen for flere livs blodige myrderier af næsten lurede alle vegne. Den lurede ikke blot i de fremmede stammers og krigeres øjne og begær, men den blev efterhånden så nærgående, at den ofte lurede i ens allernærmestes tanke og sind. Ens eget afkom blev ens egne værste misundere og efterstræbere efter livet. De blev karmalovens fornemste medier eller gengældelsesredskaber indenfor selve mord-, drabs- eller hævnprincippet. Ja, disse væsener var selve karmalovens kulmination i gengældelsen for udslettede liv. Nævnte væsener gjorde det daglige liv til en sfære af bødler. De skabte en tilværelseszone, hvor ikke blot de, der sædvanligvis måtte betragtes som dødsfjender, måtte frygtes, men også alle dem, der var ens venner, ja, ens allernærmeste. Ens forældre, ens søskende, ens ægtefælle og afkom var alle prædestinerede til at være ens "bødler". Henrettelsestrangen, ønsket om ens udslettelse var en dominerende magt. En større modsætning til det virkelige liv, en større kontrast til selve kærlighedens sfære eksisterede ikke. Intet under, at væsenerne her våndede sig i en permanent dødsfrygt, der underminerede glæden ved at være til. Intet under at man spejdede efter andre guder, andre moralformer.