Livets Bog, bind 4
Hvem er mest "asocial", samfundet eller røveren
1331. Indenfor disse to poler befandt sig den øvrige jordmenneskehed inddelt i standsforskelle og klasser alt efter hvert enkelt individs besiddelse af "kapital" eller "bankkonto". Al naturlig standsforskel, hvilket vil sige: den medfødte "åndsforskel", forskel i intelligens og følelse, forskel i intellektualitet og moral var her fuldstændigt tilsidesat som en ganske underordnet faktor ved siden af den altbestemmende betydning i klasseadskillelsen, som størrelsen af væsenernes kapitalbesiddelse eller "bankkonto" repræsenterede. Den rige mands eventuelt ganske ubegavede sønner blev "overklassevæsener", "direktører" og topfigurer i faderens eller slægtens store virksomheder ganske uafhængigt af, om de var naive, mindre begavede eller primitive, når de da ikke ligefrem var så åndsfattige, at de måtte erklæres for abnorme eller utilregnelige, ligesom den fattige og ubemidlede mands søn i alle besættelser af sådanne embeder naturligvis ingen chancer havde, ganske uafhængigt af hvor megen begavelse eller for embedet egnede kvalifikationer og uddannelse, han trods alt så end måtte sidde inde med. Herfra det gamle ord: "Fanden hytter sine". At "overklassen" på denne måde måtte komme til at rumme et stort procenttal af individer, der nærmest blev lediggængere, livsfråsere og ødelande, ligesom "underklassen" måtte blive hjemstedet for et stort procenttal af såkaldte "asociale" individer: "tyve", "røvere", "plattenslagere" eller "svindlere" på det økonomiske område, er naturligvis en selvfølge. Hvis den ubemidlede ikke kan få arbejde og således ikke har mulighed for at skaffe sig indtægt på den såkaldte "legale" måde, har han jo ingen anden udvej end den "illegale", altså den vej, der lige akkurat er dyrets vej til den daglige opretholdelse af livet. Men er det i virkeligheden nogen "forbrydelse"? - Det er jo forlængst blevet en kendsgerning, at "det falske forretningsprincips" beherskelse af samfundet ikke på nogen som helst måde har skabt nogen absolut betryggende sikkerhed for, at alle og enhver kan undgå arbejdsløshed og den heraf følgende subsistensløshed. Men når samfundet ikke kan garantere individet dette, er samme individ jo dermed sat tilbage til "dyrets tilstand", til "dyrets" livsbetingelse. Det har ikke andet at gøre end at benytte sig af "dyrets selvtægtsmetode". Det må "tage selv", hvis det da ikke foretrækker at lægge sig til at dø. Hvem er da mest "asocial", her i dette tilfælde, samfundet eller "tyven" og "røveren"?