Livets Bog, bind 4
"Kommunister" og "falske kommunister"
1335. Alle "politikere", der kæmper for social uselviskhed eller ophævelse af økonomiske standsforskelle til fordel for den naturlige standsforskel, der udelukkende kun kan være "åndsforskellen" eller den forskel, der ikke bestemmes af, om man er rig eller fattig, og ikke kan måles i kontostørrelser, er "kommunister". Men det betyder naturligvis ikke, at alle, der i dag kalder sig "kommunister", er virkelige "kommunister", ligesom det jo heller ikke er alt, der i dag proklameres som "kommunisme", der er "kommunisme" i renkultur. Målestokken for en virkelig "kommunist" er selve "Verdensgenløseren", ophavet til den ny begyndende "kommunisme". Og det må vel indrømmes, at væsenernes praktisering af hans "kommunisme" eller væremåde endnu lader meget tilbage at ønske? - Sålænge individet endnu kan udøve terror og hævnakter, udplyndringer, røverier og mishandlinger overfor de besiddende klasser, har det ikke noget med virkelig "kommunisme" at gøre. Et sådant væsen er en "falsk profet" indenfor "kommunismen". Et væsen, der øver terror og vold imod et andet væsen, blot fordi det tilhører den økonomiske overklasse, afslører med denne sin handlemåde, at det er "diktatorisk" indstillet. Men "diktatur" er "mental ensretning" af væsenerne, og "mental ensretning" af væsenerne er igen det samme som "mental frihedsberøvelse". Da "mental frihedsberøvelse" er standsning af al kulturel udvikling og derved er "asocial", kan en sådan manifestations ophav jo umuligt repræsentere "kommunisme", der er selve kulminationen af modsætningen til enhver form for "asocial" manifestation. Den rene "kommunismes" faste bærende punkt er jo udelukkende dette "hellere at give end at tage". Hvordan skulle ellers den frihedens fællesfølelse af samhørighed få styrke og kraft til at blive den næstekærlighedens kultur og "fred på jorden", der med Jesu fødsel julenatten blev bebudet som en "velbehagelighed" for menneskene? - Et væsen, der med vold og magt terroriserer andre væsener, fordi de tilhører en økonomisk overklasse eller har en "politisk" anskuelse, der accepterer den økonomiske overklasse, er et "intolerant" væsen. Dets "intolerance", dets indignation, had og forfølgelse af anderledes tænkende væsener, viser, at det selv er så lidet "kommunistisk", som det overhovedet kan være. Dets vrede og intolerance afslører dets endnu stærke selvdyrkelse, thi hvad er vrede, had eller intolerance andet end reaktionen over en af andre væsener opretholdt hæmning eller modstand for tilfredsstillelsen af ens eget selviske begær? - Uselviske begær vil nemlig aldrig nogen sinde kunne afføde indignation eller vrede. Begær, der afføder sådanne foreteelser, vil altid i deres analyse uundgåeligt føre tilbage til "selviskhed".
      Hvilken "selviskhed" kan der da skjule sig under dette væsens foregivne "kommunisme"? - Ja, tror man ikke, det er begæret efter en højere økonomisk standard for vedkommende væsen selv, der er det altdominerende i sådanne væseners bevidsthed, medens selve "kommunismen" derimod blot er et "middel", med hvilket de netop mener at kunne nå dette mål? - De sværger derfor med overdreven kraft til "kommunismen", sålænge de ikke øjner anden vej til økonomisk højnelse af deres private kår. Derfor kan "kommunismens" udbredelse ikke gå stærkt nok. De udløser vrede imod og forfølgelse af alt, hvad der kan være en hæmning i denne deres formentlige vej til "velstanden" eller de "gode kår". At det ikke er selve "kommunismen" eller kollektiv udfoldelse af næstekærlighed, der er disse væseners virkelige ideal eller mål, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at de, hvis de pludselig og uventet kommer til mange penge, arver en formue eller lignende, øjeblikkeligt vil svinge over til kapitalismens side og vil her hårdnakket bekæmpe al virkelig "kommunistisk" underminering af deres formueomstændigheder eller ejendomsret til den arvede formue. Her må man huske på, at en meget stor part af de i dag i "kommunismen" interesserede væsener er alle dem, der er på de ubemidledes side, alle dem, der lever i fattigdom eller mere eller mindre slette og usunde økonomiske kår. Her er begæret efter gode økonomiske kår jo umådeligt højspændt eller altoverskyggende. At dette begær efter gode kår bringer tusinder af ubemidlede væsener til at sympatisere med enhver ting, de mener kan ødelægge de besiddende klasser til fordel for en højnelse af deres egne kår, en eller anden form for berigelse af dem selv, er naturligvis en selvfølge. Ja, der er endog væsener, der ligefrem har den opfattelse, at "kommunismen" med magt rent bogstaveligt og øjeblikkeligt vil tage de riges formuer og dele dem ligeligt imellem alle væsener. De forstår slet ikke, at dette umuligt kan være "kommunisme", men derimod er en ren og skær voldshandling, røveri og overfald, rent bortset fra, at en sådan fremgangsmåde jo ville være ganske omsonst. Inden der var gået en halv time efter fordelingen, ville de durkdrevne og kloge igen have tilranet sig værdierne fra de naive og mindre kloge, og verden ville atter være rig på millionærer og lazaroner. I samme grad som et "kommunistisk" samfund er baseret på sådanne metoder, vil det altså med årene blive tvunget tilbage til mange af de "kapitalistiske" tilstande og standsforskelle. De "kapitalistiske" begær og tendenser er således endnu altfor stærke eller dominerende i et sådant "kommunistisk" samfunds individer. De er endnu slet ikke færdig med "besiddelsestrangen", begæret efter "formue". Den økonomiske standsforskel er endnu noget af et ideal for disse væsener. I modsat fald ville denne tilbagevenden til "kapitalistiske" foreteelser i et "kommunistisk samfund" jo være en umulighed rent bortset fra, at den måtte være lige så totalt meningsløs.