Målet med menneskeheden er nu ikke mere "alles krig imod alle", derimod væsenernes udvikling til igennem deres geni at udløse "alles kærlighed imod alle"
1342. Menneskeheden skal ikke mere føres "nedad imod mørket" og behøver derfor ikke mere mørkets førere.Den guddommelige vilje betinger nu, at menneskeheden skal føres "opad imod lyset".Dette lys er ikke en "ensretning" af alle jordmennesker, det er ikke en påsmøring af alle væsener med den samme farve eller maling, det er ikke et væsens usynliggørelse eller udslettelse som en rød prik på en baggrund af samme farve, men derimod en total udvikling af "individualitet" eller synliggørelse af hvert enkelt individs særlige og fra andre væsener afvigende begyndende udfoldelse af genialitet, så alle kan se hvert enkelt væsens særlige, højeste geniale eller fuldkomne åbenbaring af menneskelig kunnen i opbyggelsen af den højeste næstekærlighed i form af videnskab, kunst og livsglæde.At gøre alle menneskehedens enkelte individer til genier i udfoldelse af hver sin særlige farveudstråling af kærlighedens funklende aspekter, således at den samlede jordmenneskehed kan blive en fuldkommen mental stjerneby med sole i enhver af uselviskhedens mest funklende, lysende og varmende farver, er den guddommelige vilje af i dag.Det er til fremme heraf, at den overjordiske, kosmiske eller himmelske verdensimpuls nu går hen over jorden.Og det var denne impuls' identitet med den guddommelige vilje, der bragte den gamle mørkets verdensimpuls til fald i form af "dommedagen" eller "alles krig imod alle".Men nu skal væsenerne udvikles til igennem deres geni at udløse "alles kærlighed imod alle".