Livets Bog, bind 4
Hvad de "politiske" kampe i virkeligheden drejer sig om. Amoralske magthavere. Hvad en "børsnotering" i virkeligheden er
1346. Hvad skjuler der sig da bag disse to mentale retningers udvikling? - Ja, der skjuler sig intet mindre end en total socialisering af menneskeheden. Det er nedbrydningen af den overdimensionerede besiddelsesmulighed, der hidtil har eksisteret for de stærke, de durkdrevne og hensynsløse, uærlige medborgere, der i et umætteligt begær sætter hele deres liv ind på at få tilegnet sig så mange værdier som muligt for den mindst mulige eller slet ingen ydelse. De tårner menneskehedens fælles store rigdomme op i vældige ophobninger eller millionformuer, der igen ved sin autorisation og lovbeskyttelse som "privatejendom" bliver et våben, der i forbindelse med andre millionærers eller milliardærers opsamlede rigdomme, værdier og bankkontoer eller autoriserede økonomiske våben bliver en så stærk faktor, at de pågældende væsener ved deres "trustdannelser" bliver i stand til at opkøbe de enkelte livsfornødne produkter, materialer og brugsgenstande og derved kan bestemme disse produkters pris overfor den samlede menneskehed verden over. At denne pris derved ikke bliver dikteret af "arbejdslønnen" og den virkelige "materialeværdi", af disse økonomiske, men i virkeligheden amoralske magthavere, er naturligvis en selvfølge. Deres interesse dikteres jo udelukkende af et umætteligt begær efter at "sanke i lade", en ganske abnorm samlermani eller en slags "gniertendens", ganske uafhængigt af, hvad det koster deres ofre af sved, lidelser og tårer. Den pris, sådanne magnater eller koncernindehavere er interesserede i, er ikke "filantropisk". Den bestemmes udelukkende kun af, hvor stor den samlede efterspørgsel i verden er efter det eller det pågældende produkt. Jo mere livsvigtigt produktet er for menneskene, jo større pris kan man tvinge disse til at betale for dette. Og da magnaterne tilsammen netop er så mægtige, at de undertiden ejer eller kontrollerer alt, hvad der findes af det pågældende produkt i hele verden som lovbeskyttet eller autoriseret "privatejendom", kan de jo tage lige akkurat den højeste pris, som menneskene i den givne situation kan tvinges til at præstere, ganske ligegyldigt eller uafhængigt af hvor meningsløs og uberettiget højt denne så end måtte ligge over produktets virkelige og sande fremstillingsværdi. Denne større eller mindre overpris er igen autoriseret under begrebet "børsnotering". Denne "børsnotering" er således for de livsvigtige produkters vedkommende i virkeligheden et slet og ret camoufleret "hold op". Det er et intellektualiseret "pengene eller livet". Sålænge verden endnu autoriserer sådanne foreteelser, er den altså ikke fri for "røveri", og livet er endnu ikke blevet den "velbehagelighed" for menneskene, som julenattens evangelium har forjættet. En absolut "fred" i verden vil derfor endnu være umulig.