Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1379

1379. Den organiske eller sjælelige tendens, der udløser sig som krig eller ukærlighed, er blevet opbygget som "vanebevidsthed" af den gamle verdensimpuls' ideologier eller idealer, der helt hylder eller tilbeder "den stærkeres ret", dyrerigets livsprincip. I en zone, hvor den højeste bevidsthedsopfattelse er "den stærkeres ret", er krigen jo den absolutte nødvendighed. Kun i kraft af den kunne "det stærkeste" væsen og dermed den formodede retmæssige indehaver af magten findes. Men i en sådan zone måtte idealet udelukkende blive dette, at blive "den stærkeste", thi ellers kunne man jo umuligt få "ret", men måtte være en slave af "den stærkeste". At krigen og dens tilbedelse derfor blev det fundamentale i en sådan zone er selvfølgeligt. At den derfor efterhånden måtte blive en dybt rodfæstet "vanebevidsthed" i væsenerne er naturligvis ligeså selvfølgeligt. Og med denne "vanebevidsthed" er jordmenneskene i dag udstyret. Og det er denne "vanebevidsthed", de endnu holder i live i kraft af deres illusioner om krigens identitet som "retfærdig harme", "hellig vrede" og "ærens mark" etc. Når det dræbende princips eller krigens manifestationer nu i en hel del menneskers bevidsthed fremtræder under begreber som "retfærdig harme", "hellig vrede" og "ærens mark" og helst af alle de krigsførende parter udtrykkes under begrebet "forsvar", kan det kun skyldes den omstændighed, at "urbegæret" i den jordmenneskelige overbevidsthed allerede har begyndt at dreje væsenernes psyke bort fra mørket og fremad imod lyset.

Forrige

Næste