Livets Bog, bind 4
Da Skaberen eller det guddommelige noget er en evig foreteelse, bliver der mening i tilværelsen. Tilværelsen bliver kulminationen af "retfærdighed"
1410. Men da dette "noget" således er livskernen, er selve det "levende" i alle manifestationer, i alle kroppe, organismer eller legemer og dermed "det bydende" eller "befalende" over materierne, over organismerne, over disses skabelse og tilblivelse såvel som over disses endeligt eller ophør, bliver det ligeledes her synligt, at det levende væsen består af to ting, nemlig et "noget" og dette "nogets" tilkendegivelser, dets frembringelser eller manifestationer, kort sagt: "skaberen" og "det skabte". Af disse to forekomster er det kun "det skabte", der kan være foranderligt, der kan være blevet til og ligeledes igen kan bringes til at forgå, medens "skaberen" umuligt kan være blevet til. "Skaberen" er jo "det", der begærer tilblivelsen af "det skabte", tilblivelsen af manifestationen, og på hvis viljes bud tingene sker. Men hvis "skaberen" ligesom "det skabte" er blevet til, på hvis viljes bud, på hvis ønske og begær er da denne "skaber" blevet til? - Da "det skabte", hvilket vil sige: alle eksisterende manifestationer, naturkræfternes såvel som de levende væseners, udelukkende kun er blevet til i kraft af en forudgående "skaber", er denne "skaber" altså tingenes absolutte ophav. Og forud for denne "skaber" kan der således absolut aldrig have forekommet andet end et absolut "intet". Men af et "intet" kan umuligt komme "noget", ligesom "noget" umuligt kan blive til "intet". Men derved bliver dette guddommelige "noget", der er tingenes ophav, såvel bag alle ydre foreteelser, naturkræfterne, solene, kloderne eller stjernerne, som inde i enhver levende organisme, her synligt som en "evig" foreteelse, idet den jo ikke kan være blevet til af "intet" og ligeledes heller aldrig kan blive til "intet". Nævnte "noget" er således bag enhver form for liv, det er bag enhver organismes eller krops tilblivelse og fremtræden og eksisterer stadigt efter dennes undergang. Kroppenes tilblivelse, fremtræden og undergang er altså bare detaljer i denne, dette "nogets" "evige tilværelse". Uden disse detaljer ville denne "evige tilværelse" således aldrig på nogen som helst måde kunne blive markeret og ville dermed som "oplevelse" være en umulighed. Men dermed bliver der jo pludselig mening i hele tilværelsen. Alt, hvad der før så ud som en kulmination af blodig uret eller uretfærdighed, bliver nu pludselig synligt som kulminationen af "retfærdighed".