Livets Bog, bind 4
Jordmennesket kan ikke blive ved med at leve på sit nuværende udviklingstrin og de her ind under henhørende ægteskabelige foreteelser
1421. Men er denne autorisation da så absolut urokkelig? - Ja, sålænge individet, mentalt set, lever fuldstændig i kontakt med sin organbygning, og dennes tilfredsstillelse er hundrede procents nydelse, da vil individet lade hånt om eller endog forfølge enhver nok så lille afvigelse herfra i opfattelse og tænkemåde. Ja, men vil det da ikke også i højeste grad være umoralsk at tænke noget andet? - Skal en mand ikke netop elske en kvinde og en kvinde elske en mand? - Står der ikke skrevet: "Derfor skal manden forlade sin fader og moder og blive fast hos sin hustru, og de skulle være til ét kød". Og påbyder den samme lov ikke, at kvinden skal erkende, at "manden er kvindens hoved, ligesom Kristus er menighedens"? - Jo, det er rigtigt, at dette er foreskrevet jordmenneskene engang i en svunden tid. Det har engang været det allerhøjeste ideal. Det hører jo med til Moseloven, der repræsenterer autorisationen af hævn- eller gengældelsesprincippet: "øje for øje og tand for tand". Det er fundamentet i den normalitet, der befordrer artens beståen i det dræbende princips favør eller den dyriske tradition. Men den dyriske tradition er jo kun en serie trin på "udviklingsstigen". Og vi er jo allerede indforstået med, at væsenerne ikke dør på trinene, men vandrer op over trinene. Altså må væsenerne forlade de forskellige rigers traditioner, normalitet eller morallove. Fisken kan ikke blive ved med i al evighed at leve i vandet. Den må ligesom sine forgængere engang forlade vandet, blive til et væsen, der kan leve på landjorden og ånde i luften. Men denne forvandling sker ikke mirakuløst eller pludseligt. Den kan kun finde sted ganske gradvis ved en vækst gennem mange små og lave trin. Men ligesom fisken ikke kan blive i vandet, men må blive til et væsen, der kan færdes på landjorden og ånde i luften, således må ethvert væsen engang før eller senere forlade sit nuværende trin.