Livets Bog, bind 4
For at blive "ét med Faderen", for at blive "et fuldkomment menneske" må jordmennesket også blive et geni i at kunne praktisere "det gode" eller "alkærligheden"
1426. Men før dette væsen kunne blive virkeligt "ét med Faderen", blive fuldkomment, hvilket vil sige: kunne komme til at kulminere i evnen til at kende forskel på "godt" og "ondt", måtte det også i kraft af denne evne være blevet et geni i at praktisere "det gode". Og det er i oplevelsen og træningen af denne tilstand, vi i dag finder det væsen, vi kalder "det jordiske menneske". Nævnte væsen er altså forlængst blevet et geni i at gøre "det onde", og er derfor på vej til at skulle blive et ligeså strålende geni i at kunne praktisere "det gode". Vi har jo lige set, at hele universet er baseret på "alkærlighed", og at dette, at blive i kontakt med denne tilstand, derfor nu er det store, absolut ufravigelige mål for jordmennesket.