Livets Bog, bind 4
Hvorfor pionererne for et begyndende nyt rige eller "paradiset" i spiralkredsløbets mørkesfære først modtages med indignation og forfølgelse indtil henrettelse for derefter at blive guddommelige eller overjordiske tilbedelsesobjekter i form af "helgener" eller "guder" og deres idealer til autoriseret moral for hele flokken eller samfundet
1432. Men da væsenerne indenfor en flok eller et samfund ikke befinder sig helt på det samme trin, opstår længslerne efter de nye idealer ikke samtidigt hos de nævnte væsener. De nye idealer eller længsler begynder jo først så småt at gøre sig gældende i nogle enkelte af de mest fremskredne af samfundets individer. Disse bliver således overfor deres samfund pionerer for de ny idealer. Men da de øvrige af samfundets individer endnu ikke er nået frem til de samme begær og idealer, men mere eller mindre endnu er tilfredse med de gamle idealer, opstår der i spiralkredsløbets "mørkezone" kritik, indignation, intolerance eller forfølgelse af disse flokkens eller samfundets pionerer. Men efterhånden som flokken eller flertallet når frem til begæret efter og forståelsen af de ny idealer og dermed begynder at forstå pionererne eller forgængerne for det kommende ny rige, begynder de at hylde eller tilbede disse væsener eller deres minde. Gennem myter og legender bliver disse væsener, som flokken eventuelt tidligere har korsfæstet eller torteret til døde, efterhånden til "himmelske" eller "overjordiske" væsener, "helgener" eller "guder", hvis efterladte ord er "hellige" og autoritative. Og det er også dette princip, der bevirkede, at Kristus af flokken eller hoben først blev korsfæstet og senere tilbedt. Man forstod endnu ikke de store idealer, det vældige moralske lys, som Guds sendebud åbenbarede som sit eget liv og væsen. Men senere hyldedes det samme væsen af millioner og atter millioner af samfundets eller flokkens væsener som en "guddom". Tidligere "vidste de ikke, hvad de gjorde". De var endnu behersket af Moselovens strenge idealer eller "dyrerigets" mørke egoistiske gengældelsestendens. Men i dag råber hele samfundet, ja, hele jordmenneskehedens millioner verden over bevidst eller ubevidst på "det ny paradis", "himmeriges rige" i form af en "varig fred" mellem alle nationer og individer indbyrdes.
      Nu da hele flokken er ved at nå frem til tærskelen af "himmeriges rige" eller et guddommeligt rige på jorden, hvor ret, humanitet eller næstekærlighed bliver det største bærende ideal, begynder man at hylde alt, hvad man mener, der netop kan stimulere og befordre denne mentale struktur og dermed virke stabiliserende eller stadfæstende dette "ny paradis" eller spiralens næste sfære: "det rigtige menneskerige".
      På samme måde som flokken føler antipati imod dens pionerer for et "nyt paradis", således føler den i mørkesfæren også antipati imod de væsener, der udgør dens efternølere, hvilket vil sige: de væsener, der endnu ikke er fremme på flokkens trin og derfor mere eller mindre hylder "mørkets" idealer. Disse væsener bliver i værste tilfælde udtrykt som "forbrydere", ligesom deres tilværelsessfære udtrykkes som civilisationens "underverden". Men også disse væsener vil nå frem til flokkens idealer og dermed komme i kontakt med dens love og forskrifter. Som vi her har set, skyldes antipatien imod "paradismanifestationerne" således kun en slags fødselsveer eller flokkens uformuenhed overfor livets eller verdensplanens virkelige struktur. I spiralens "lyssfære" vil overgangen mellem rigerne ikke være af en sådan dræbende natur, idet man her har "kosmisk bevidsthed" og derved til fuldkommenhed forstår den nævnte struktur.