Livets Bog, bind 4
"Adam" og "Eva" "dør døden" eller mistede deres kosmiske bevidsthed
1434. At disse væsener, i hvem "den kosmiske bevidsthed" er blevet udlevet, er blevet til "C-viden", og den fysiske bevidsthed fra forrige spiral absolut kun eksisterer som nogle dybt i skæbneelementet slumrende talentkerner, må hjælpes i gang udefra, er ligeså selvfølgeligt, som det er selvfølgeligt, at et frøkorn umuligt kan udfolde sig, hvis det ikke får assistance udefra i form af varme, vand og jord, i hvilken det kan slå rødder og få en begyndende spiring i gang. Og denne varme, væde eller næring måtte det levende væsen således mentalt set også have udefra. Og denne jordbund var altså verdensgenløsningsprincippets impulser, som i "Bibelens" "syndefaldsberetning" er betegnet som "slangen". Det var jo i kraft af "slangens" initiativ, at "Evas" og "Adams" slumrende talentkerner for "mørkemanifestationer" eller kontrasten til "lyset" kunne komme til at spire eller gro og dermed nå frem til blomstring. Og da denne spiring af "mørket" først var sat i gang, var der ikke noget som helst, der kunne standse den, hverken moselove eller andre spidsfindige, juridiske påbud eller magtsystemer. Den fortsatte og fortsatte i form af "det dræbende princip" eller "dommedagen", hvis sidste store udbrud i form af det store verdensdrama, der lige har raset hen over jordens ellers så skønne kontinenter og have, og hvis efterladte dødsjammer hos jordmenneskene endnu skingrer vildt i verden mellem rygende ruinhobe, askebunker og efterladte tomme "gaskamre" og andre nu ledige mordforanstaltninger, akkompagneret af ekkoet fra invalidernes humpen rundt på kunstige ben, skramlende med ligeså kunstige stålarme og hænder og stirrende med blinde blikke gennem malede porcelænsøjne og i værste tilfælde råbende til himlen: "Der er ingen Gud til, ej heller retfærdighed. Alt er tilfældighed. Enhver må hytte sit eget skind. Enhver er sig selv nærmest". I lidt mildere tilfælde kunne råbet også være: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig". I sandhed, Guds befaling er sket fyldest. "Adam" og "Eva" kom til at "dø døden". Jordmennesket var blevet et geni i at forfølge, ødelægge eller korsfæste sin næste i tilbedelsen af sig selv som det eneste saliggørende. Men det himmelske lys sluktes. Blev borte. Det levende væsen var blevet ét med "døden", var blevet ét med materien, var blevet til jord. Det troede ikke på nogen som helst guddom eller et levende forsyn, ligesom det totalt havde tabt troen på dets eget jegs udødelige eksistens. Hele dets tilværelse var kun et midlertidigt eller flygtigt nu, der uundgåeligt skulle møde en evig død, en opløsning i et evigt intet. Det var kun "stof", "materie", "jern" eller "kemikalier", prisgivet fortættelse eller opløsning alt efter klimatiske og atmosfæriske forhold. Det var kun et siv, der svajede tilfældigt i vinden, en krusning på vandets overflade eller et solblinks flygtige glitren på en tilfældig vandpyt efter en regnbyge. Det levende væsens erkendelse af sin virkelige, evige eksistens er blevet et lig. "Døden" er den altbeherskende overtro og faktor i den jordmenneskelige gudesøns bevidsthed. Det levende væsen i form af det nuværende jordiske menneske er en grav, i hvilken gudesønnens fortidige så strålende, guddommelige eller overjordiske, gudesønlige lyseffekter er begravede. "Adam" og "Eva" er kun lerfigurer, kastet hid og did af stormen. Kan noget væsen komme længere bort fra Guddommen og livet? - Kan "syndens sold" i større grad blive "døden"? - Kan det levende væsens "kosmiske væsen" i højere grad blive til et lig og dets erkendelse af sig selv blive ét med den materie, af hvilken det var opstået? - Og tror man ikke et sådant væsen netop befinder sig i en mental grav, af hvilken det igen skal opstå? -