Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1437

1437. Men det levende væsen er mere end "materie". Helt at behandle det som "materie", som noget, man kan skære eller file i eller slå søm i, brække i stykker eller sætte sammen, alt eftersom det nu behager en, skaber reaktion fra den del af samme næste, som ikke er materie, men derimod udgør "ånd". Hvis den næste, hvis "ånd" er blevet behandlet som "materie" fra et medvæsens side, er ligeså uvidende et væsen, som sin plageånd og tror, at alt er "materie" og lader sin reaktion eller gengældelse blive bearbejdning af næstens "ånd" med hammerslag og ambolt, som om denne "ånd" var "materie", jern eller kobber, opstår det, vi kalder "krig". Væsenerne slår løs på hverandre og tror hver især, at de kan forme den anden part i sin favør. Krig udgør således udelukkende kun et resultat af de "levende væseners" "døde" tilstand eller "kosmiske" uformuenhed. De væsener, der som krigere faldt på slagmarken, var allerede "døde" væsener, før de begyndte krigen. Og de krigere, der overvandt krigen som sejrherrer, er ligeså "døde" som den lemlæstede eller ihjelslagne modstander. Ingen væsener "dør" i krigen, thi alle kæmpende parter i en krig er allerede "døde". Og krigen er disse kosmiske "dødes" sande "ligtegn" eller ufejlbarlige "dødsmærke". Disse "døde" væsener kalder sig "levende væsener", men behandler altså hverandre som "materie", som "stof" og tror, at de virkeligt kan behandle "det levende", akkurat som man behandler "det døde". Og det var jo dertil, at "nydelsen af kundskabens træ" skulle føre det levende væsen eller "Adam" og "Eva". De skulle "dø døden". De skulle nå så langt ned i sjælelig eller kosmisk uformuenhed, at de i realiteten ikke kunne kende forskel på de "levende væsener" og den "døde materie" og derved komme totalt bort fra deres erkendelse eller viden om deres virkelige udødelighed eller evige liv. Ja, det er rigtigt, at de ganske vist ser nogle foreteelser, de kalder "levende væsener", ligesom de jo også udtrykker sig selv som et sådant væsen, men forståelsen af det virkeligt "levende" i disse væsener og i dem selv mangler. De tror, at dette "levende" har begyndelse og afslutning og altså kun er en "skabt ting", hvilket igen vil sige: en ting, dannet af "materie" og derved identisk med "materie".

Forrige

Næste