Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1439

1439. Men som nævnt har denne udskiftning af legemer eller den såkaldte "reinkarnation" intet som helst med "døden" at gøre. Den er derimod i allerhøjeste grad en foranstaltning, i kraft af hvilken "livet" netop kan fortsætte. Den virkelige "død", altså den "død", der skulle blive en følge af nydelsen af "kundskabens træ på godt og ondt", er af en helt anden art end den "død", jordmenneskene begræder med "sørgehøjtideligheder", "mindesmærker" eller "gravstene". Den strækker sig igennem en lang tilværelseszone, ja er mærkbar så at sige i det halve spiralkredsløb og kulminerer som "dyreriget". "Døden" er således ikke en total opløsning i et "intet", men er derimod en særlig form for oplevelse af "det evige liv". "Døden" er den kontrast, der nødvendigvis må opleves, for at man i det hele taget senere kan blive i stand til at opleve sin fremtræden eller nærværelse i tilværelsen som "uendelig" eller som identisk med "evigheden" eller "det evige liv". Det er altså "døden", der betinger, at man kan opleve denne evige tilværelse i form af "timelige" detaljer. Havde det levende væsen ikke evne til at opleve "timelige" detaljer, var der intet, der kunne markere "evigheden". Hvis en urskive ikke var inddelt i timer, markeret ved tal, kunne den jo ikke vise døgnets forskellige tidsafsnit. Hvis der ikke blev givet de levende væsener evne til at opleve "evigheden" i "timelige" detaljer, ville den umuligt kunne opleves. Men når "det evige liv" ikke kunne opleves, ville oplevelsen af "udødelighed" jo også være en umulighed. Men når oplevelsen af "udødelighed" ville være en umulighed, måtte oplevelsen af livet forme sig for det evigt eksisterende "noget" som denne udødeligheds kontrast. Og denne kontrast kan jo kun være en absolut total eller evig "død".

Forrige

Næste