Livets Bog, bind 4
Spiralkredsløbet består af en "livszone" og en "dødszone"
1443. Og i henhold hertil kommer det levende væsens evige liv til at forme sig som en skiftevis fremtræden som "et levende" og "et dødt" væsen. Og der bliver derfor i tilværelsen eller i spiralkredsløbet to store sfærer eller zoner, nemlig den, i hvilken væsenet oplever sig selv som identisk med "et levende væsen" eller sin "evige tilværelse", og en zone, i hvilken væsenet oplever sig selv som identisk med "et dødt væsen", hvilket vil sige: identisk med "materien" eller "det skabte". Spiralkredsløbet eller det evige livs struktur former sig altså som en "livszone" og en "dødszone". Denne "livszone" og "dødszone" kender vi allerede her fra "Livets Bog" som henholdsvis udgørende "lyset" og "mørket", "det gode" og "det onde". Begge disse zoner strækker sig hele spiralkredsløbet rundt. Der eksisterer således ikke et eneste punkt eller område i dette kredsløb, hvor de ikke begge eksisterer. Hvis det ikke var således, hvis der var et område i kredsløbet eller et tidsafsnit i det levende væsens evige liv, hvor de ikke begge eksisterede i dets væsen, måtte dette liv forme sig som totalt kontrastløst, hvilket igen vil sige: totalt uden manifestationsevne. Et sådant levende væsen kunne hverken opleve eller manifestere sig, idet denne proces jo udelukkende er baseret på kontrastprincippet. Enhver oplevelse eller sansning er jo kun en oplevelse og skabelse af kontraster. Der, hvor der ingen kontraster findes, er der heller ingen oplevelse eller skabelse mulig. Der måtte en evig stilstand beherske situationen. Og en sådan situation måtte udelukkende være en evig "absolut" "død". Hele spiralkredsløbet, der jo er "det evige livs" sande struktur, er ganske vist på én gang en "livszone" og en "dødszone", men "dødszonen" er ikke nogen "absolut" "død".