Staten kender endnu slet ikke sit ansvar overfor forplantningsprincippet og bygger derfor frimodigt luksuriøse administrationspaladser samtidig med, at den kun giver "fattighjælp" til sit eget afkom eller eget køds og blods beståen
1465. Staternes regeringer og ledelser anser det således i stor udstrækning for meget mere vigtigt at bygge overdimensionerede luksusrådhuse eller administrationspaladser end dette, at skabe en absolut fuldkommen garanti og sikkerhed for artens beståen.Dette kommer til syne derved, at de ikke endnu i nogen overvældende grad har opdaget deres ansvar på dette område og har derfor heller ikke i tilstrækkelig grad nogen pligtfølelse her.Om en arbejdsmand og hans hustru har otte, ti eller tolv børn, føler den sig slet ikke levende og vågen overfor.Disse tolv små nye individers eksistens er helt prisgivet de to arme forældres tit ganske håbløse økonomiske chancer eller muligheder.Ja, staten træder naturligvis til og bevilger, at der må trækkes så eller så meget fra af faderens skattepligtige afgift, ligesom den i visse tilfælde yder den såkaldte "socialhjælp", hvilket i virkeligheden kun er en finere betegnelse for "fattighjælp".Men er det ikke vanærende for staten eller samfundet kun at røgte sin arts beståen på denne næsten gnieragtige måde? -At staten på nævnte måde om end indirekte således forsømmer ethvert sådant barns fødsel eller inkarnation i verden, er en absolut hedensk tradition, ja, er ligefrem en refleks fra den dyriske tilstand, hvor væsenerne har tendens til at æde deres eget afkom.Hvilken mission i statens tjeneste er større end det par forældres, der har sat så og så mange børn i verden og dermed igennem deres eget kød og blod har skænket staten eller menneskeheden så og så mange nye, friske individer? -Har de ikke opfyldt en af de betingelser, uden hvilke hverken menneskeheden eller staten kan bestå? -Er det ikke sådanne forældre, den kan takke for sin fortsatte eksistens eller tilværelse? -Men hvorfor styrter den så sådanne to mennesker ud i proletariatet, armoden og fattigdommen ved ikke i en tilstrækkelig grad at ville vedkende sig sit familieskab med nævnte to menneskers afkom, men derimod kun skænker dette en slags nedværdigende "nådsens brød" i form af den førnævnte "fattighjælp"? -Ja, er det ikke ligetil? -Dokumenterer den ikke hermed sin åndelige uformuenhed eller sjælelige babytilstand.Staten er således i virkeligheden et meget "ungt individ".Den lader endnu sin eksistens og beståen befordre af sit kødelige ophav, akkurat som babyen lader sin eksistens befordre af forældrene.Men ligesom babyen vokser til skelsår og alder, således vil staten også nå ud over sit børnestadium og forstå, at den er myndig og stærk nok til, at den selv kan tage hånd i hanke med sin egen beståen og eksistens.Den vil da ikke mere blindt lade sin arts formering og videreførelse gratis befordre af forældre, der må slide sig til døde i trældom og holdes nede i proletariat, blot fordi de opfylder naturens kønslige betingelser for artens beståen.
Tilbage til forsiden
Forrige