Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1476.

1476. Og denne gådes løsning begynder nu at blive en livsbetingelse for jordmenneskeheden, idet nævnte menneskehed i en overordentlig stor udstrækning ikke mere er i kontakt med de fra fortidens store førere overleverede moralske forskrifter og læresætninger. Medens en kontakt med disse læresætninger fra fortiden gav jordmennesket stor fundamental lykke igennem ægteskabet, idet ægteskabet var den eneste fundamentale og altoverskyggende værdi i tilværelsen, som rigeligt eller overdådigt kunne fylde individets bevidsthed og daglige liv, er ægteskabet af i dag, som vi allerede gennem tidligere analyser er blevet bekendt med, af en natur, der i en kolossal udstrakt grad gør livet ulykkeligt. Ja, det kan undertiden ligefrem blive et snærende bånd, hvormed ægtefællen, mentalt set, er bastet og bundet, således at denne hverken kan dyrke den eller den eventuelle intellektuelle interessse uden at møde en isnende kulde og modstand fra den anden ægteskabelige partner. Mange ægtefæller er således kommet i den situation at måtte efterkomme den misfornøjede og interessehadende ægteskabelige partners fordringer og må derved selv åndeligt eller sjæleligt stagnere. Ægteskabet er for et sådant væsen kun en mental fangecelle. Men når individets bevidsthed efterhånden er blevet af en sådan natur, at ægteskabet i samme individs modenhedstilstand kun kan opleves som lykkeligt i form af "hvedebrødsdage", hvilket vil sige, som en meget kort repetition af et mere eller mindre fortidigt udviklingstrin og således ikke mere virkeligt hører hjemme på væsenets nuværende trin på anden måde, medens dets nuværende trin repræsenterer et større eller mindre område af helt andre interessesfærer, ser vi her, at nutidsindividet ikke er det samme naturmenneske (ægteskabeligt set) som fortidsmennesket, til hvem de overleverede moralske forskrifter direkte passede og direkte blev givet. At væsenet derfor i dag ikke hundrede procents kan opfylde disse fortidige moralforskrifter bliver ganske naturligt. At manden ikke i den grad kan "forlade fader og moder og holde sig til sin hustru", således som tilfældet var i fortiden, er her synligt som ligeså naturligt.

Forrige

Næste