Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1482

1482. Derimod bliver det en "forbrydelse" at skabe propaganda for "befrugtningsforebyggelse" som et middel imod fattigdommen. Hvis staten i kraft af en ufuldkommen økonomisk administration og den heraf følgende fattigdom indirekte tvinger individerne til at begå "befrugtningsforebyggelse", vil det være imod næstekærlighedsloven og dermed være en overtrædelse af livsloven. Ligeledes vil det være imod naturens love, hvis væsener, der ikke af kropslige hensyn er uegnede til at føde eller mentalt set er uegnede som opdragere eller formyndere for børn og som heller ikke på anden måde har nogen højere moralmission, begår "befrugtningsforebyggelse". Hvis væsener, der er lykkeligt gifte og økonomisk godt stillede og kropsligt og mentalt er velegnede til at føde børn og have hjem, men af en eller anden egoistisk materiel grund, såsom den ulejlighed eller gene, der er forbundet hermed eller ligefrem af unaturlig sparsommelighedshensyn forhindrer befrugtning eller svangerskab, vil dette naturligvis også være ukærligt overfor næsten, hvilket her i dette tilfælde vil sige: det diskarnerede væsen, der, hvis befrugtningen og svangerskabet fik lov til at finde sted, ville blive deres barn. I sådanne situationer vil "befrugtningsforebyggelse" være overtrædelse af livets grundlov.
"Befrugtningsforebyggelse" er altså ikke noget, der kan anvendes af alle forældre og i ethvert seksuelt samleje. Den er skabt af næstekærlighedsloven og skal derfor udelukkende anvendes i dens tjeneste. Derimod vil dens anvendelse i et hvilket som helst egoistisk tilfælde være en overtrædelse af livsloven. "Befrugtningsforebyggelse" såvel som "svangerskabsafbrydelse" vil altid være en "forbrydelse" i situationer, hvor det ikke kan siges, at disse er et "nødvendigt onde", fordi de er det eneste, der kan afværge et absolut "større onde". Og et "større onde" kan i dette tilfælde kun foreligge i en situation, hvor det ville være den totale død eller lemlæstelse for vedkommende moder at skulle føde. At benytte "svangerskabsafbrydelse" kan således absolut kun retfærdiggøres i tilfælde, hvor det udelukkende er for at redde moderens liv, fordi hun af organiske eller kropslige grunde ikke kan føde under normale omstændigheder. "Befrugtningsforebyggelsen" kan derimod retfærdiggøres i alle de tilfælde, hvor den udelukkende, som den af naturen er skabt til, er midlet til at forhindre børnefødsler i situationer, hvor det er umuligt for forældrene at garantere eller skabe et fuldkomment naturligt eller normalt "forældreskab" for barnet. At sætte et barn i verden i en situation, hvor forældrene slet ikke kan blive gifte eller på anden måde befordre et beskyttende samliv omkring barnet og leve med dette som objekt eller centrum for deres fælles kærlighed og interesse, vil jo være det samme som at prisgive det lille væsen til helt fremmede menneskers forgodtbefindende. Det er bedre at forebygge en "befrugtning", end det er med sin seksuelle tilfredsstillelse at bringe et lille diskarneret væsen over på det fysiske plan uden at kunne være dets far eller mor i absolut forstand, være de af naturen fastsatte fysiske skytsengle for barnet. Har man ikke betingelser for at kunne opfylde denne med befrugtning absolut uafvigelige forpligtelse, vil det være et mindre "onde" at forhindre "befrugtning" end ikke at gøre det.

Forrige

Næste