1502. Sammenlignet med dyret er jordmennesket kolossalt degenererende, medens det samtidigt på den anden side har udviklet sig kolossale åndsevner, evner som dyrene ikke har, og som derfor hæver jordmennesket tilsvarende op over dyrenes mentale sfære. I jordmennesket finder vi således væsenstilstande, der hæver sig højt op over de almindelige evner, ved hvilke dyrene kendetegner sig, samtidigt med, at selve de dyriske evner, hvilket vil sige: de dræbende egenskaber, er ført op til en fuldkommenhed eller genialitet, der gør det samme væsen til en dæmon, ja, til så at sige en "djævel" eller den allerhøjeste modsætning til "Guds billede". Det jordiske menneskes mentalitet eller bevidsthed er således skuepladsen eller området for en bevidsthedslinje, der har nået sin kulmination og derfor ikke kan komme længere i opadgående tilstand, hvorfor den må degenerere samtidigt med, at vi i samme område ser en bevidsthedslinje, der er i sin spæde begyndelse. Samtidigt med at dette bliver til en realitet for forskeren, bliver det til kendsgerning, at det jordiske menneske er et færdigt væsen med hensyn til den linje, der har nået sin kulmination i dets bevidsthed, medens det derimod er et svagt begyndende væsen med hensyn til den bevidsthedslinje, der er i sin svage begyndelse. Den guddommelige vilje eller livets mening med hensyn til det jordiske menneske afslører sig dermed for den udviklede forsker. Da den kulminerende og derefter degenererende bevidsthedslinje i jordmennesket er det dyriske eller dræbende princip, det princip der saboterer selve livet ved at betinge, at det levende væsen skal dræbe for at leve, og den begyndende ny bevidsthedslinje, der betinger det modsatte, nemlig dette: at give liv i stedet for at sabotere det, hvilket sker ved, at man langt hellere vil give end at tage eller elsker sin næste som sig selv og dermed hellere selv vil lade sig dræbe, end at han skal dræbes, bliver det derigennem åbenlyst, hvordan strukturen for det nye væsen skal være. Guddommens eller Forsynets hensigt med det jordiske menneske er således uundgåeligt dette at forme det til at være et væsen, der er hundrede procents i livets favør. Og dette kan jo umuligt gøres på anden måde end netop ved at lade de dyriske eller livssaboterende evner degenerere og de livsopbyggende evner udvikle sig.
      Det er ikke så mærkeligt, at den degenererende dyriske livslinje efterhånden er blevet opfattet som "det onde" og den begyndende ny linje som "det gode", og at religion, moral, politik og jura mere og mere bliver i den ny bevidsthedslinjes favør. Og det er den samme omstændighed, der betinger, at man mere og mere søger at camouflere sin angrebsnatur som en forsvarsnatur, og at ingen krigsførende magt vil indrømme at være angriberen eller krigsudløseren, ligesom alle stridende parter opgiver "den evige fred" eller et højeste ideal i dennes favør som objekt for deres krigsmæssige fremtræden. Alle er således i dag indenfor den intellektuelle del af jordmenneskeheden mere eller mindre bevidst i denne jordmentalitetens afstukne bane fremad imod antidrabstilstanden eller det dræbende princips afskaffelse til fordel for næstekærlighedens udvikling eller skabelsen af den absolut fuldkomne tilværelsesform.