Livets Bog, bind 4
Det "kosmisk døde" væsens "ligtegn" eller "dødsmærke"
1541. Og hvordan skulle dette væsen kunne se eller forstå disse principper på anden måde. I de "dødes" rige kender man kun behagskræfter som favorisering og ubehagskræfter som forfølgelses- eller vredesmanifestationer. For det "døde" eller "kosmisk bevidstløse" væsen er alt derfor kun "favorisering" eller "forfølgelse". Det forstår ikke, at disse to principper hverken er forfølgelse eller favorisering fra Forsynets side, men derimod udelukkende er faktorer eller kræfter, ved hjælp af hvilke Guddommen fra det kosmiske plan skaber kærligheden. Det ved derfor heller ikke, at nævnte primitive opfattelse af disse faktorer eller kræfter udelukkende kun skyldes den indsnævrede intellektuelle begavelse eller totale "kosmiske bevidstløshed", det befinder sig i på grund af "nydelsen af kundskabens træ", og at samme primitive opfattelse derfor på en måde bliver dette "kosmisk bevidstløse" eller "døde" væsens kosmiske "ligtegn" eller "dødsmærke".
Symbol af Martinus
Symbol 12
Livet og døden