1543. På symbolet til venstre og til højre forekommer der en svær lodret streg. Mellem disse to streger symboliseres et spiralkredsløb. Forneden på symbolet ser vi seks trappetrin, hvert med sin farve. Disse trin kender vi fra tidligere symboler som udtryk for spiralens seks riger: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesriget. På symbolet ses tydeligt, at dette kredsløb eller afsnit blot er en fortsættelse af et forudgående kredsløb hinsides stregen til venstre, ligesom det fortsætter ind i et nyt kredsløb hinsides stregen til højre. I det øverste felt har vi spiralkredsløbets hovedanalyse, de to store kontraster: "lyset" og "mørket", der igen er det samme som "livet" og "døden". Det mørke felt, der kulminerer på kredsløbets andet trin (det orangefarvede), er den "kosmiske død", hvilket altså vil sige, den "død" der skulle blive følgen af "nydelsen af kundskabens træ" og være den "forbandelse", som jorden af samme årsag skulle blive indhyllet i. Det er selve smerte- og lidelsessfæren eller den zone eller tilværelsesform, der også bliver udtrykt som "helvede". Da væsenerne her er "kosmisk bevidstløse", hvilket vil sige, har mistet deres evne til at opleve "det evige" og derfor kun kan opleve "det timelige", tror de, at alt er "timeligt", ja, endog deres eget jeg opfattes som en blot og bar klump forgængeligt materie, der er blevet til ved tilfældige kræfters sammenspil. Det er denne væsenernes uvidenhed om deres udødelige jeg og identitet med evigheden, der er deres "kosmiske død". Nogen død udover dette tab af den "kosmiske bevidsthed" forekommer ikke. En død i absolut forstand, hvilket vil sige: en total udslettelse eller ophør med at være til, forekommer kun som en tænkt modsætning til livet, ikke som en realistisk eller konkret virkelighed. Den eksisterende "kosmiske død" er altså kun en nedsættelse af livsoplevelsen fra "det evige" til "det timelige". Den "kosmiske død" er således livsoplevelsen i en latent form eller på sit laveste stadium. Det er livsoplevelsens natside, der også kan udtrykkes som livsoplevelsens vintersfære. Her jager den kosmiske vinters eller det dræbende princips froststorme hen over væsener og ting. Og væsenerne er altså her udelukkede fra at kunne opleve "det evige". De må bedømme alt ud fra "det timelige". Alle deres bedømmelser bliver derfor udelukkende baserede på "timelige" perspektiver og ikke ud fra væsenernes mission og plads i "det evige". Derved ser de ikke tingenes sande facitter. De ser således kun de rent "timelige" eller lokale virkninger og aner ikke disse virkningers guddommelige betydning i "det eviges" eller helhedens harmoni og fuldkommenhed. Da de således kun ser eller oplever smertevirkningerne eller ubehagsfornemmelserne, men er afskåret fra at se disse virkningers uundværlighed i deres egen opvågningsproces fra "det timelige" til "det evige", opfatter de alle former for ubehag eller hele mørkezonen som en "forbandelse". De kan således endnu ikke se disse virkningers identitet med lyset eller den guddommelige kærlighed, der er verdensaltets evige livsfundament. Illusionen består altså i, at væsenerne, som før nævnt, kun ser livet som en "forbandelse". Længere bort fra virkeligheden, fra Guddommen eller det virkelige liv kan et væsen ikke komme. Her er vendepunktet. Det var her, "den fortabte søn" begyndte at opdage sit ufuldkomne liv, begyndte at længes efter at blive dog blot en af sin faders daglejere. Det er her, "den fortabte søn" forandrer kurs og vender tilbage til sin Fader, vender tilbage fra "døden" til "livet". Og det er her, vi finder det jordiske menneske.