Livets Bog, bind 4
Den virkelige seksualisme eller "højeste ild" og hermed det fuldkomne liv er ligeså skjult i hankøns- og hunkønsvæsenernes seksualisme, som det sande liv er skjult i et træ under dets bladløse vinterperiode
1567. Denne gradsforskel er ikke anderledes end den gradsforskel, der er mellem stammen i et træ og dets grene. Alle det levende væsens nydelser, dets evne til at fornemme behag og ubehag udgør kun et princip, en samlet organisation i form af "det seksuelle princip" eller "den højeste ild". Nævnte ild eller princip er at ligne ved et stort træ. Af dette træ udgør, for dyrenes vedkommende, parrings- eller ægteskabsdriften stammen, og alle de andre af de samme væseners fornemmelser af nydelse grenene. Men for dyrerigets vedkommende er dette træ underkastet dødens eller vinterens princip i spiralkredsløbet. Det er derfor ribbet for løv. De dyriske væsener er bladløse træer i kredsløbets store vinterzone. Dyrerigets individer i form af "hankøn" og "hunkøn" udgør en skov af bladløse træer. Det sande eller virkelige liv, "den højeste ild" eller den virkelige seksualisme er lige så skjult i disse væseners organisme og fremtræden, som det sande liv i et træ er skjult under dets bladløse vinterperiode. "Den højeste ild", det seksuelle princips virkelige kulmination, er derimod at ligne ved det løvfyldte, blomstrende eller frugtbærende træ. Ligesom et træ om sommeren i sin løvkrone, sine blomster og frugter, farver og dufte svulmer af åbenbaret, synligt liv, således skal det levende væsen også fremtræde med en løvkrone af svulmende liv, i hvilken dets blomster og frugter, farver og duft i form af den højeste intellektualitet eller "kosmisk bevidsthed", dets viden og kunnen i form af "næstekærlighed", gør det til beboer af spiralkredsløbets sommerzone eller "himmeriges rige", gør det til et træ i en overdådig løvfuld skov af væsener i "Guds billede".
Symbol af Martinus
Symbol 12
Livet og døden