Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1571

1571. For at jordmenneskeheden kan blive indhyllet i "himmeriges rige" på jordens fysiske plan, må "næstekærligheden" altså blive til en i dens væsener boende organisk funktion, uafhængigt af viljen, akkurat ligesom sympatien overfor det "modsatte køn" og antipatien for deres "eget køn" er en organisk funktion. Og denne "næstekærlighedens" organiske funktion må da i individet udløse begæret efter at opleve "paradiset" med et hvilket som helst medmenneske. Dette medmenneske må således udgøre et "køn", der kan være tilfredsstillelse for dette begær. Men et sådant "køn" kan umuligt være "hankøn" eller "hunkøn", thi da ville næstekærlighedsloven, der forlanger kærlighed til "næsten", hvilket vil sige: hvem som helst, jo ikke kunne opfyldes. Men et "køn", der ikke er "hankøn" og ikke er "hunkøn", kan jo kun udgøre det før omtalte køn eller væsen, i hvilket begge de seksuelle poler, den "maskuline" og den "feminine", er blevet jævnbyrdige. Hvis denne dobbeltpolethed i væsenet skal betegnes ved et "køn", kan det kun blive ved at udtrykke den som "fælleskøn". Men idet det seksuelle princip eller "den højeste ild" igennem kredsløbsprincippet efterhånden forvandler alle jordmennesker til "ét køn", fjerner det dermed "ejendomsbegærets" rod fra væsenets mentalitet. Når det "modsatte køn" ikke mere eksisterer, kan det ikke afføde rivalisering om besiddelsen af dette køns væsener. Men da alle andre former for "ejendomsbegær" eller "besiddelsestrang" i virkeligheden kun er grene eller udløbere af det seksuelle begær efter det "modsatte køn", falder disse jo med det "nye køns" fuldkommengørelse også totalt væk. Ved den seksualorganiske strukturs forvandling visner eller hensmuldrer hele fundamentet for det dyriske væsens rivalisering om medvæsenerne og livsgoderne fuldstændigt. Enhver krig, såvel imellem stater som imellem de enkelte individer, er dermed blevet en umulighed.

Symbol 12

Livet og døden

Forrige

Næste